31-årige Patrick Cakirli har i en årrække vandret Danmark tyndt med sin March Mod Ensomhed for at rette opmærksomhed mod ensomhed som et samfundsproblem.
I onsdags udgjorde dagens vandring strækningen fra Silkeborg til Galten. Folkebladet gjorde Patrick og hans cirka 30 medvandrere følgeskab på et stykke af strækningen fra Låsby til Galten, for at høre nærmere om initiativet.
»Gennem flere år kæmpede jeg selv med ensomhedsfølelse. Jeg har haft en hård og urimelig barndom med ophold på tre børnehjem og hos en plejefamilie, og har haft det meget svært i dele af min barn- og ungdom. I 2016 fik jeg en platform og et talerør. Det var vigtigt for mig at gøre noget godt med det. Derfor skabte jeg March Mod Ensomhed,« fortæller Patrick Cakirli om afsættet for projektet. Det tog sin begyndelse december 2016 med et personligt nødråb.
»Jeg skrev en besked på de sociale medier, der fundamentalt vendte op og ned på mit liv. Jeg skrev: Jeg er desperat efter at møde nye mennesker. Jeg er ensom og går igennem den sværeste periode i mit liv. Jeg vil sidde på trapperne foran Københavns Rådhus fra klokken 14 til 20. Jeg har sorte bukser og en North Face-taske på,« erindrer Patrick og tilføjer:
»Den besked fik meget bevågenhed og mange mennesker fandt hurtig ud af, hvem jeg var. Derfor besluttede jeg for mig at gøre noget godt med den opmærksomhed, jeg fik.«
Dette personlige nødråb blev startskuddet til March Mod Ensomhed.
»Da jeg rakte ud, havde jeg brug for hjælp, men meget hurtigt blev mit fokus ændret fra at hjælpe mig selv til at hjælpe andre.«
Kan man sige at den proces du satte i gang, blev din egen hjælp?
»Absolut. Jeg har gennem de seneste fire-fem år rykket mig meget som menneske, og jeg har fået meget ud af disse ture. Jeg bruger også March Mod Ensomhed som en slags “eksponeringsterapi”, hvor jeg tvinger mig selv til at komme ud blandt andre mennesker hvert eneste år så jeg ikke falder tilbage i min sociale angst.«
Vandreres livshistorier gør indtryk
Som projektleder i March Mod Ensomhed, der siden er blevet et formaliseret projekt med støtte fra bl.a. DGI, 38 kommuner og Middelfart Sparekasse som sponsor, lever Patrick nu delvist af at lave dette, foruden at han holder foredrag.
Hvad er brændstoffet for dig til at fortsætte efter nogle års marcher?
»Der er mange ting som gør at jeg bliver ved. Det er bl.a. at jeg har mødt en masse søde mennesker, som har fortalt mig deres livshistorier og fortalt hvorfor de føler sig ensomme. Det er langt hen ad vejen disse historier, som giver mig et indtryk af, at der stadig er et behov for at jeg og mange andre på ensomhedsområdet bliver ved med at gøre det arbejde vi gør.«
Føler du at samfundet, myndigheder og politikere er begyndt at tage problemet mere seriøst end de har gjort tidligere?
»Jeg fornemmer en udvikling over seneste 5-6 år, hvor man er blevet bedre til at italesætte dette problem. Det har også fået meget taletid såvel på Christiansborg som i store landsdækkende medier,« siger Patrick, der mener at coronaen og den isolation som ramte danskerne kollektivt, også har gjort det nemmere at tale om at have det hårdt på grund af ensomhed.
Den form for ensomhed og social angst, som var din udfordring, er vel trods alt anderledes end folk som har oplevet en ensomhed under corona?
»Jo, jo, men det er i og for sig ligegyldigt om ...
