SkulturBy-åbning på Torvet

Image
SkulturBy-åbning på Torvet
'Kvinde på bænk' kommer helt sikkert ikke til at sidde ensomt foran Bio Huset, når det officielle startskud til fire måneders 'SkulpturBy Galten - galleri i det fri' finder sted med taler og musik torsdag d. 1. juni kl. 16.00.
Torsdag den 1. juni kl. 16.30 finder den officielle åbningsfest for SkulpturBy Galten 2017 sted på Torvet.
Fra kl. 16.00 er der musik på scenen. Turistchef Marianne Purup er toastmaster og styrer dagens program, Tove Severinsen fra arbejdsgruppen fortæller om projektet, og borgmester Jørgen Gaarde samt udvalgsformand Tage Nielsen holder åbningstalerne og klipper den røde snor. 
Det hele foregår på Torvet foran BIO Huset.
»Alle er velkomne til åbningsfesten og vi serverer kage og champagne til jer alle,« siger Tove Severinsen fra arbejdsgruppen bag SkulpturBy Galten - galleri i det fri.
Katalog med konkurrence
På dagen er udstillingskataloget klar til udlevering, og det er muligt at deltage i den konkurrence, som løber over hele udstillingsperioden. Der er flotte præmier at vinde i form af rejsegavekort, kunstværk, gavekort til dessertbord og biografbilletter.
De første værker blev opstillet i forrige uge og mange lokale har allerede været forbi kommunens biblioteker i håb om at få udleveret kataloget, for at læse mere. 
»Når vi i arbejdsgruppen færdes i byen, modtager vi mange tilkendegivelser – heldigvis meget positive: Skulpturerne pynter i byen, dejligt med fornyelse, de skal forhåbentlig blive her – er nogle af de bemærkninger, som møder os,« fortæller Tove Severinsen.
Mandag blev de sidste værker opstillet på Bytoften. Det drejer sig om Cirkelinstallation udført i granit af Jens Chr. Jensen fra Ikast. Værket er 4,5 meter i diameter og findes på gruset foran amfiscenen. Ind på Bytoften er også rykket Bænkevarmer foran søen og de To Galtgrise ved Bytoftstenen. 
Seks guidede ture
Dermed er udstillingen færdiggjort og klar til besigtigelse. Enten på egen hånd, hvor man ved hjælp af kataloget kan følge ruten og læse om både værkerne og kunstnerne. Men det er også muligt, at deltage i en af de seks planlagte guidede ture. Datoerne fremgår af listen i kataloget. Man skal ikke tilmelde sig, blot møde op. Alle de guidede ture starter og slutter ved Bio Huset.
»Vi glæder os til de kommende fire måneder og håber at mange både fra vores egen by og kommune vil benytte sig af muligheden for at se kunst i bybilledet – men vi forventer også, at der vil komme gæster udefra, som vil få øje på vores by og de mange gode tilbud vi byder på,« siger Tove Severinsen på arbejdsgruppens vegne.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-