Med virkning fra 1. januar har Midttrafik indsat ekstra busafgange lørdag og søndag på rute 124 mellem Aarhus og Silkeborg. Fra 19. januar får ruten også ekstra busser på hverdage, hvor der kører færre tog på grund af ombygningen af Aarhus Hovedbanegård.
Midttrafik indsætter flere busafgange mellem Aarhus og Silkeborg på grund af stigende efterspørgsel
Kunderne bruger i stigende grad bussen, når de rejser mellem Aarhus og Silkeborg i weekenden. Det viser Midttrafiks passagertællinger på rute 124, hvor alle eller næsten alle siddepladser er optaget på flere afgange lørdag og søndag.
Midttrafik ønsker at imødekomme den stigende efterspørgsel og indsætter derfor ekstra afgange både lørdag og søndag. De ekstra afgange skal samtidig bidrage til, at kunderne får en bedre kundeoplevelse og mulighed for en siddeplads.
De ekstra afgange kan ses på midttrafik.dk og Rejseplanen.
Ekstra busser tager imod togkunder
I perioden 19. januar til 17. april kører der færre tog mellem Aarhus, Silkeborg og Herning på grund af ombygningen af Aarhus Hovedbanegård. Derfor indsætter Midttrafik ekstra busser på de afgange, der kører i myldretiden. Erfaringerne viser nemlig, at togkunderne vælger rute 124 som alternativ, når togdriften er påvirket.
Ekstrabusserne kører cirka 2 minutter før den ordinære bus fra stoppestedet. Kunderne kan benytte de samme billetter i busserne som i toget.
Rejseplanen viser, hvor busserne holder i nærheden af stationerne.
