Tre fredage kl. 16-17 hen over efteråret afholder Galten Bibliotek fredagscaféer og tager de fremmødte med på rejser til henholdsvis Australien, Japan og Sydafrika.
Til den første fredagscafé den 30. september inviterer kulturformidler Randi Kristensen dig med ombord på hendes drømmerejse til Australien – en rejse hun foretog i foråret 2019.
Til fredagscaféen deler Randi sine oplevelser fra det fantastiske "Down Under".
»Jeg garanterer, at vi kommer hele turen fra storbyerne Sydney og Melbourne, langs sydkysten på roadtrip til det røde centrum og ud til Great Barrier Reef i det nordøstlige Australien,« siger Randi Kristensen.
Undervejs viser hun billeder og videoklip af den fantastiske natur og de sødeste kænguruer og koalaer – alt sammen krydret med små vittige historier.
Betagende Japan
Til fredagscaféen den 28. oktober deler bibliotekar Henrik Jacobsen sine oplevelser af Japan og om landets store attraktioner.
»Jeg elsker at fortælle om den fantastiske gave, det var for min kæreste (nu hustru) og jeg, at rejse rundt i et land som Japan,« fortæller Henrik.
»Jeg har nærmest ikke tal på de mange billeder, vi knipsede undervejs, fordi det var betagende, hvad vi så og oplevede af landets spændende madvaner, skikke og kulturer.«
Med sig til fredagscaféen har Henrik en kamerarulle fyldt med rejsens bedste billeder, som vil understøtte hans levende fortælling.
Indtryk fra Sydafrika
Som den tredje fredagscafé i rækken lægger bibliotekar Jens Rasmussen vejen forbi Galten Bibliotek den 25. november og fortæller om det at rejse rundt i Sydafrika med familien.
Han deler rundhåndet ud af sin viden om landets attraktioner, det fantastiske møde med sydafrikanerne samt tips, tricks og funfacts om rejsen og transport.
»Til denne fredagscafé har jeg valgt at fokusere på Cape Town, False Bay, Durban og nationalparken Hluhluwe-Imfolozi, hvorfra jeg med glæde deler vores indtryk og oplevelser,« fortæller Jens Rasmussen.
Et forum hvor lokale kan byde ind
Grundtanken bag konceptet omkring fredagscaféerne er at dele oplevelser med hinanden, og i første omgang har man på Galten Bibliotek valgt at lægge ud med rejseberetninger fra tre berejste biblioteksansatte.
Det er planen, at fredagscaféerne derefter skal være et forum, hvor lokale kan byde ind med personlige beretninger, oplevelser eller lokalt indhold af interesse for andre borgere i lokalområdet.
»Fredagscaféerne kræver ikke tilmelding; Man dukker bare op, snupper en gratis kop kaffe eller the og nyder en times tid med fortællinger,« fortæller bibliotekar og kulturformidler på Galten Bibliotek, Line Ammentorp.
Hvis du eller andre kunne være interesseret i at "optræde" på en fredagscafé, så kontakt endelig Galten Bibliotek.
Læs Galten Folkeblad 21. september 2022