Fredslys til lokal flygtningefrivillig

Image
Koordinator for Flygtninge Frivilliggruppen i Galten, Jette Aaberg (tv.) får overrakt årets fredslys af en repræsentant for Porskjær Sct. Georgs Gildet ved Fredslysgudstjenesten i onsdags i Galten Kirke.

Ved en gudstjeneste onsdag aften i Galten Kirke kom Fredslyset til Galten og blev overrakt til koordinator for Flygtninge Frivilliggruppen i Galten, Jette Aaberg.

I sin takketale for at være udvalgt som fredslys-modtager fortalte Jette Aaberg om frivilligguppens arbejde.

»Flygtninge Frivilliggruppen har eksisteret i 13 år og er ikke kun min person. Det er en stor gruppe af lokale frivillige, som hjælper flygtninge med forståelse af det danske sprog, kultur og ikke mindst demokratiet. Og så har vi udfyldt et hav af skemaer og læst lektier med hver enkelt i eget hjem, så de var trygge når vi kom,« indledte Jette Aaberg.

Hun konstaterede, at der i 2016 boede 105 nye danskere i området mellem Skovby, Låsby og Nørre Vissing.

»Nu er der kun 25 tilbage. Det er en omvendt succes fordi vores venner flytter efter større og bedre boliger, og fordi der er fordele ved at have slægtninge boende i nærheden til at hjælpe med at passe små børn. Der er endda en familie som har købt hus i en kommune, hvor huspriserne er lidt mere tilgængelige end her.«

En dejlig succes

Jette Aaberg beskrev forløbet med Flygtninge Frivilliggruppen som "en dejlig succes".

»Det frivillige arbejde har været alt fra spændende til frustrerende, stressende, hjerteligt, kærligt. Og det har endda tilført flere familier ekstra børn, inklusiv min egen,« sagde en rørt Jette Aaberg idet hun sluttede:

»Jeg elsker mangfoldigheden og ser med stor nysgerrighed på andre mennesker og andre kulturer. Tusind tak.«

Undervejs i den stemningsfulde Fredslys-gudstjeneste blev der foruden fællessang også spillet og sunget musikalske fortolkninger af sentenser fra fadervor.

Desuden oplæste sognepræst Hanne-Lise Mandrup Fredslysbudskabet ligesom hun stod for en reflekterende fortælling.

Læs Galten Folkeblad 6. december 2023

Del på
John Frandsen

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block