Håndarbejdsworkshop på Galten Bibliotek

Image
Et par håndarbejdsglade bibliotekarer er onsdag aften værter for en håndarbejdsworkshop på Galten Bibliotek. Lignende arrangementer har været en stor succes på bibliotekerne i Ry og Hørning.

Onsdag den 15. november kl. 19 afholder Galten Bibliotek en håndarbejdsworkshop. Kom til en hyggelig aften i håndarbejdets tegn uanset om du er nybegynder  eller vil lære fra dig.

Skanderborg Kommunes Biblioteker har med stor succes afholdt Håndarbejdsworkshop på Ry og Hørning biblioteker, hvor det var en rigtig god aften. Deltagerne fik delt viden på tværs og fik inspireret hinanden, dannede nye relationer og kunne tage ny viden med sig hjem.

Personalet har efterfølgende fået positive tilbagemeldinger og henvendelser på om workshoppen kunne gentages. Biblioteket har lyttet til ønsket. Denne gang er workshoppen henlagt til Galten Bibliotek.

»I Galten starter vi et lokalt fællesskab op med henblik på udveksling af kreative ideer og viden om håndarbejde. Måske er du nybegynder indenfor syning, strik eller hækling? Måske er der konkrete ting, du gerne vil lære (f.eks. at strikke snoninger, sy en halskant på, hækle muslingemønster osv.)? Måske er du dedikeret håndarbejdsentusiast, der gerne vil dele ud af din viden,» siger bibliotekar Stina Vittrup.

»Kig forbi. Workshoppen er for alle niveauer og vil forhåbentlig være startskuddet for flere af samme slags. Til workshoppen er vi en flok glade bibliotekarer, der elsker at lave håndarbejde på amatørbasis i vores fritid. Her vil vi hjælpe efter bedste evne og præsentere et par gode håndarbejdsbøger. Jeg holder selv rigtig meget af at sy. Jeg syer tøj til mine børn,« siger Stina og øser videre af sin begejstring ved håndarbejdet:

»Det er hele processen jeg finder glæde ved, at udvælge mønstre, stof, farvesammensætning, mønstertilretningen og syningen. At fordybe sig i processen og glemme hverdagen for en tid. Samt glæden ved at sidde med det færdige produkt, at have skabt noget unikt jeg kan være stolt af og som mine børn kan have glæde af og bruge igen og igen. Den glæde vil jeg gerne dele med deltagerne til workshoppen. Jeg har erfaret at der efterfølgende er en lokal strikkeklub i Ry, der har fået flere nye medlemmer. Og det er jo bare super,« slutter Stina.

Den første mødegang vil have et par bibliotekarer som værter. Ud over at de selv elsker mange former for håndarbejde, vil de præsentere et udvalg af håndarbejdsbøger og medbringe et par litterære indslag.

Biblioteket har lidt strikkepinde, hæklenåle, garn samt et par symaskiner, der kan benyttes. Man er også velkommen til at medbringe sine egne ting, hvis du hellere vil benytte dem.

Biblioteket sørger for, at der er kaffe på kanden, lidt godt til ganen og masser af kreativ inspiration.

Billetter kan købes via bibliotekets hjemmeside eller i den betjente åbningstid.

Læs Galten Folkeblad  15. november 2023

Del på
John Frandsen

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block