Skanderborg Kommune og Aarhus Universitet lader 100 familier udfordre deres egne madvaner og spise mere plantebaseret i en måned.
Hvad skal der til, før flere får lyst til at spise mere plantebaseret - og dermed mindre klimabelastende? Det har en gruppe forskere ved Aarhus Universitet sat sig for at undersøge. I et månedlangt forsøg, kaldet PlantPro Challenge, vil de teste, hvordan 100 familier forholder sig til at have flere plantebaserede fødevarer i køleskabet. Og forsøgsfamilierne kommer alle sammen fra Skanderborg Kommune.
Forsøget har fået ansøgninger fra så mange interesserede familier, at man har været nødt til at sige nej til nogen, fortæller professor Jessica Aschemann-Witzel, der arbejder med værdiskabelse i fødevaresektoren på Aarhus Universitet:
»Der har været overvældende interesse for at deltage i PlantPro Challenge i Skanderborg, og vi har fået rigtig mange forskellige husstande med. Det er rigtig godt for forsøget, og jeg glæder mig til at følge familiernes oplevelser med plantebaserede fødevarer,« siger hun.
Alle deltagere i PlantPro Challenge får leveret et udvalg af plantebaserede fødevarer som supplement til deres vanlige madlavning.
I løbet af forsøget, som varer fire uger, skal familierne løbende registrere, hvad de synes om maden, og om deres vaner i køkkenet ændrer sig.
Fokus på mad i 2022
I Skanderborg Kommune har klimamedarbejder Maria Molde været med til at rekruttere familier til forsøget. Hun fortæller, at fokus på mad og madvaner netop er et indsatsområde i kommunens klimaplaner i det nye år:
»Vores vaner i køkkenet betyder ikke kun noget for vores sundhed, men også for vores aftryk på klimaet. Det gælder både i forhold til det, vi køber ind, og det, vi smider ud. Derfor er det megafedt, at så mange Skanderborg-familier har lyst til at kigge på deres egne madvaner i det her forsøg og samtidig dele deres erfaringer med andre,« siger hun.
PlantPro Challenge begynder i midten af januar 2022.
Mindre madspild - mere økologi
I 2022 sætter Skanderborg Kommune fokus på klimakost, mindre madspild og mere økologi. Mens 100 familier deltager i PlantPro Challenge, tager køkkenprofessionelle, pædagoger og ledere i kommunale institutioner skridt mod at reducere madspild med 25% og indkøb af kød med 50%.
I folkeskolen gennemføres særligt tilrettelagte undervisningsforløb med fokus på mad og madspild, og i januar er alle interesserede inviteret til gratis online-klimacafé med plantesygeplejerske Stig Ladefoged.
Indsatserne er en del af Skanderborg Kommunes Klima-, Energi- og Ressourcepolitik.