174 nye elever modtager et træ på første skoledag

Image
Årets 174 nye elever i 0. klasserne ved Gyvelhøjskolen, Skovbyskolen og Den Fri hestehaveskole får et planteklar træ med hjem fra 1. skoledag i denne uge.

Igen i år bliver de nye elever, der starter i 0. klasse på Gyvelhøjskolen, Skovbyskolen og Den Fri Hestehaveskole mødt velkommen i skole med et Hvidtjørn-træ i potte på deres plads.

I samarbejde mellem Sparekassen Danmark Fonden Galten, Skanderborg Kommune, SuperBrugsen Galten, og Projektforum Galten-Skovbys gruppe om 'De næste 1000 træer i Galten-Skovby', er det lykkedes at skaffe donationen, så traditionen med træer til alle skolestartere kan videreføres.

I år er der 174 nye elever, der modtager træer, med en hilsen trykt på et "kort", der efterfølgende kan plantes ud, så der kommer en ekstra hilsen med blomster til næste forår.

Med den nye uddeling af træer har gruppen, der startede med et mål om at plante 1000 træer, nået 1319 træer. Man har derfor omdøbt gruppen til: De næste 1000 træer. Mandag på Skovbyskolen blev træerne gjort klar, så de er klar til uddeling fra tirsdag morgen.

Blomstrende hilsen

Tekst på det medfølgende kort lyder:

Tillykke med, at du er startet i skole
Vi har købt et træ til dig. Du kan plante træet til minde om din første skoledag.
Dit træ er en hvidtjørn. Det får hvide blomster og kan godt lide let fugtig jord.
Vi håber, at du vil slå rødder, vokse og blomstre her i skolen.
Hvis du ikke har en have, hvor træet kan gro, hjælper vi dig med at finde et sted til det.
Tak for at hjælpe os med at gøre vores område mere grønt.

Venlig hilsen Skanderborg kommune, Projektforum Galten-Skovby og Sparekassen Danmark Fonden Galten

PS: Du kan også plante dette kort – i en have eller i en urtepotte. Inde i papiret er der nemlig frø, der kan spire og blive til blomster.

Kan blive otte meter høj

Almindelig Hvidtjørn (Crataegus laevigata) er ifølge Wikipedia en op til 8 meter høj busk, der vokser på skrænter, overdrev og i krat, og hvis frugter er eftertragtede af mange fugle.

En stor, løvfældende busk med en stiv og tæt vækst. Den har ofte flere stammer fra grunden. Barken er først rødbrun. Senere bliver den grågrøn og kan skifte videre til gulgrå. Knopperne er spredte, runde og rødbrune. Blomstringen sker i maj-juni, og blomsterne sidder i halvskærme på knudrede dværgskud.

Læs Galten Folkeblad 16. august 2023

Del på
John Frandsen

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block