6. klasse har vundet konkurrence om digital tryghed

Image
6. klasse på Herskind Skole blev forleden hædret med konfettiregn og en præmie på 10.000 kroner til en fælles klasseoplevelse som regionale vindere af Telenors skolekonkurrence #digitalpænt

Ved middagstid i mandags blev 6. klasse på Herskind Skole overrasket med nyheden om, at de havde vundet Telenors skolekonkurrence #digitalpænt i Region Midtjylland. Præmien lød på 10.000 kr. til en fælles klasseoplevelse.

Det var en overrasket 6. klasse på Herskind Skole, der mandag ved middagstid pludselig fik besøg midt i timen. Med konfetti flyvende om ørerne, kunne de glade elever modtage nyheden om, at de har vundet Telenors skolekonkurrence #digitalpænt i Region Midtjylland for en video de har produceret, om det, som de har lært i undervisningsforløbet.

I filmen fortæller klassen en historie om en pige, der i jagten på et bedre selvværd, bliver påvirket negativt af de ting, hun ser på de sociale medier.

»Det har været et rigtig godt forløb, hvor det har været muligt at supplere #digitalpænt-materialet med elementer fra den almindelige undervisning. Vi har bl.a. talt om, hvordan man laver et godt anslag og opbygger spænding. Det har samtidig været nemt for eleverne at forholde sig til materialet, fordi scenarierne har været realistiske. Eleverne er tilmed vant til at optage film, så det har været et naturligt arbejdsredskab for dem. At der så var et konkurrenceelement oveni, var bare prikken over i'et,« siger Pia Larsen, lærer for 6. klasse.

Fokus på digital dannelse

6. klasse i Herskind har sammen med flere end 8000 elever i 4.-6. klasse over hele landet deltaget i et undervisningsforløb fra Telenor, som sætter fokus på digital dannelse og tryghed.

Forløbet giver anledning til refleksion i klassen om egen adfærd på digitale medier og synliggør, hvordan den digitale verden adskiller sig fra den fysiske og slutter med en skolekonkurrence, hvor eleverne i en kort film kan vise, hvad de har lært.

I begrundelsen fra dommerpanelet, som bl.a. består af repræsentanter fra Medierådet for Børn og Unge og Center for Digital Pædagogik, lød det: »Filmen formår at gøre noget, som virker nemt, men som er ekstremt svært – at fortælle en historie med simple virkemidler. Og vigtigst af alt, formår videoen fra Herskindskolen at fortælle en skræmmende historie om en piges jagt på bedre selvværd på en troværdig og overbevisende måde. Eleverne har skabt en fin fortælling om, hvordan man kan blive negativt påvirket af de ting, man ser på sociale medier. Filmens afslutning understreger et vigtigt budskab om, at man skal støtte sine kammerater og handle, hvis man er bekymret.«

Samtidig hæfter juryen sig ved godt filmhåndværk, hvor det fungerer supergodt med talebobler, logo og hurtig klipning i den første del af filmen. For juryen er det tydeligt, at det er børn, der har forstået den nye medievirkelighed, der har produceret videoen.

Udover æren er præmien  10.000 kr. til en fælles klasseoplevelse.

Fakta om #digitalpænt
• Alle børn har ret til en opvækst uden mobning. Derfor lancerede Telenor i 2016 #digitalpænt, som har til formål at bekæmpe digital mobning i Danmark. Forløbet består af undervisningsmateriale og en årlig skolekonkurrence til eleverne i 4.-6. klasse og skal understøtte skolernes arbejde med digital kommunikation, trivsel og mobning på sociale medier.
• I år har flere end 8.000 elever i 400 klasser arbejdet med #digitalpænt.
• Fra uge 49 kan man se vindervideoerne fra 2022 på Telenors hjemmeside www.telenor.dk/om-telenor/vores-ansvar/digitalpant/for-elever/.

Læs Galten Folkeblad 30. november 2022

Del på
Decoplant

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block