64 hold er tilmeldt julefodbolden

Image
Sparekassen Danmark har skænket et gavekort på 2500 kroner som hovedpræmie til lodtrækningen på entrébilletterne ved Galten FS' julefodbold. På fotoet ses formanden for Galten FS Fodbold Kenneth Haüser og afdelingsdirektør i Sparekassen Danmark Morten Greve.

Fredag kl. 18.00 sparkes den 50. udgave af Julefodbolden i Galten i gang.

»I år er der tilmeldt 64 hold i henholdsvis A, B og C-rækken. Og så er der tilmeldt 51 børn i U6-U8 rækken. Så der bliver igen i år spillet en masse indendørsfodbold fredag, lørdag og søndag,« oplyser Galten FS Fodbold som er arrangør af det populære stævne.

Julefodbolden har ikke været afviklet de seneste to år som følge af Covid-19, men til gengæld har stævnet været en fasttømret succes de foregående 49 år, oprindeligt i Galten-hallen og siden i en årrække i Klank Idrætscenter.

Her er både AVK-hallen og Klank-hallen i brug for efter en nøje tidsplan at få afviklet i alt 131 kampe fredag, lørdag og søndag indtil det sidste fløjt efter planen lyder søndag kl. 13.39.

Foruden spillerne møder der traditionelt også et talstærkt publikum frem til julefodboldstævnet. Dørene åbnes fredag kl. 17.30.

Lodtrækning på entre-billetterne

Det koster blot 10 kroner i entre. Det udløser samtidig en lodseddel som man kan vinde præmier for. Hovedpræmien på indgangsbilletterne – et gavekort på 2500 kroner til Galten-Skovby City, sponsoreret af Sparekassen Danmark – udtrækkes umiddelbart efter præmieoverrækkelsen cirka søndag klokken 14.30.

I øvrigt er arrangørerne i bekneb for en frivillig julemand til en halv times virke lørdag formiddag. Kontakt gerne gfsjulefodbold@gmail.com hvis du har evner i den retning.

Læs Galten Folkeblad 14. december 2022

Del på
Centrum Tøj

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block