Åbning af nye trampestier omkring Sjelle

Image
En vandring ad de afmærkede trampestier giver særlige naturoplevelser.

Tre nye trampesti-ruter omkring Sjelle indvies lørdag fra kl. 11.

Lørdag den 1. juni indvies nye trampestier omkring Sjelle.

»I alt bliver der nu mere end 15 km sti rundt om byen, som også forbindes med allerede etablerede stier i Herskind, Borum, Skovby og Galten,« fortæller Thomas Fibiger fra Sjelle Bylaug.

De tre nye stier benævnes:

Hestehaveruten, som går via Lyngbygård Ådal, skoven ved Wedelslund gods og Den fri Hestehaveskole
Domensbjergruten, som forbinder Sjelle og Herskind over marken
Savværksruten, som går rundt om Herskind Savværk, den gamle Hedeskole og det tidligere Fremad Forsamlingshus på Sjelle Mark.

»I tilknytning til stierne er der lavet ny formidling om byen og områdets kulturhistorie og natur, som vil blive præsenteret på kort og oversigtstavler på udvalgte steder. Desuden vil lydfortællinger blive tilføjet projektet henover sommeren, og de kan tilgås med QR-koder langs ruten,« fortæller Thomas Fibiger.

Aftaler med lodsejere

Et udvalg under Sjelle Bylaug har arbejdet med stierne i flere år. Stierne er muliggjort via aftaler med lokale lodsejere og med bevillinger fra Skanderborg Kommunes Landsbypulje, Nordeafonden, Friluftsrådet, Plan- og Landdistriktsstyrelsen samt SPOR.

Partnere i projektet er desuden Sjelle Kirke og Den fri Hestehaveskole.

En række frivillige fra Sjelle har udført arbejdet med at sætte pæle og etablere stierne ved en hyggelig arbejdsdag med udgangspunkt i forsamlingshuset.

Åbningen foregår lørdag den 1. juni kl. 11.

»Vi begynder ved Sjelle Kirke og afslører den nye formidlingstavle ved parkeringspladsen foran kirken. Herefter går vi en første tur ad Hestehaveruten og slutter ved skolen, hvor Sjelle Bylaug også byder på en forfriskning,« fortæller Thomas Fibiger.

Alle er velkomne til at deltage.

Læs Galten Folkeblad 29. maj 2024

Del på
John Frandsen

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block