Gråvejr prægede Scenen er jeres på Bytoften, men det spolerede ikke børnenes glæde ved at optræde.
Enhver arrangør af udendørs aktiviteter ved, at vejret ikke altid er en positivt stemt medspiller. Det måtte Galten Junior og Ungdomsklub, klubberne ved Skovby Mosegård og Kultur-skolen sande, da der i onsdags blev afholdt Scenen er jeres på Bytoften. Her vekslede det mellem gråvejr og byger, hvilket helt naturligt lagde en dæmper på arrangementet.
»Det var en superfin dag med hvad jeg tror var rekordmange optrædener på scenen, men for pokker hvor var det ærgerligt med det vejr. Vejret gjorde jo desværre, at mange tog hjem efter de havde set deres børn eller venner optræde,« siger Carsten Mikkelsen fra GJUK:
»Men vi er klar igen til næste år. Vi har dog overvejet lidt om arrangementet måske kan laves indendørs, så vi ikke er så afhængige af vejret, men på den anden side er Bytoften med amfiscenen jo et fantastisk sted til sådan et arrangement.«