Undervisnings- og Børneudvalget i Skanderborg Kommune er klar med en ny tidsplan og en proces, der – ifølge kommunen – er både inddragende og lever op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
Corona-krisen stak i marts midlertidigt en kæp i hjulet på arbejdet med ny skolestruktur, da det ikke længere var muligt at mødes i større forsamlinger.
Nu er udvalget klar med en ny tidsplan. Temamøder, dialogmøder - eventuelt i mindre grupper, inddragelse af følgegrupper online og ikke mindst mere tid til politiske drøftelser. Det er nogle af de konkrete tiltag, der kan tages i brug for at bringe processenvidere.
Det udskudte dialogmøde med bestyrelser, kontraktholdere, den faglige og politiske følgegruppe holdes den 10 juni. Formen for mødet er ikke endelig fastlagt, men udvalget og den politiske følgegruppe vil gøre alt for at mødet gennemføres.
»Vi har i samarbejdet med den politiske følgegruppe arbejdet med at få enderne til at nå sammen, så vi lever op til den overordnede tidsplan og samtidig giver plads til dialogen med skoler, forældre og andre, som kan blive berørt,« fortæller formand for Undervisnings- og Børneudvalget Trine Frengler.
»Vi har allerede fået rigtig, rigtig mange input, som vi har orienteret os i, og som vi gerne vil takke for. Så det er ikke en generel opfordring til alle om at gentage allerede kendte budskaber. Det er en mulighed for, at de parter - vi endnu ikke har hørt - kan nå at komme til orde inden sommerferien - også selvom det i højere grad bliver skriftligt eller ved hjælp af videokonferencer.«
Frist for input: 10. juni
Det er muligt at komme med input til arbejdet indtil den 10. juni. Herefter går de folkevalgte i gang med at formulere det endelige forslag til ny skolestruktur, som præsenteres på et temamøde for byrådet sidst i august eller begyndelsen af september. Byrådet skal efter planen behandle forslaget på Byrådsmødet den 2. eller 30. september 2020, hvorefter forslaget sendes i høring.
Vigtige datoer i ny tidsplan:
3. juni: Temamøde og udvalgsmøde om skolestruktur.
Frem til 10. juni: Afholdelse af dialogmøder, som har været udsat.
10. juni: Dialogmøde med bestyrelser, kontraktholdere, den faglige og politiske følgegruppe. Formen for mødet er ikke endelig fastlagt.
18. juni: Temamøde i Byrådet.
5. august: Temamøde og udvalgsmøde i Undervisnings og Børneudvalget.
19. august: Temamøde og udvalgsmøde i Undervisnings og Børneudvalget.
20. august: Budgetseminar i Byrådet.
2. september/30. september: Byrådet behandler forslag til skolestruktur. September til november: Høring af forslag til skolestruktur.
2. december: Undervisnings- og Børneudvalget behandler høringssvar.
16. december: Byråd behandler høringssvar.
Januar/februar 2021: 2. høringsrunde
Februar/marts 2021: Endelig godkendelse af ny skolestruktur i Byrådet
Tidsplanen justeres, hvis der bliver behov for det. Udvalget opfordrer alle til at komme med input til arbejdet på mail: BOUnystruktur@skanderborg.dk