Med købet af en fransk koncern samt en spansk koncern har AVK gennemført sit hidtil største opkøb.
Med virkning fra den 9. oktober har AVK-koncernen som led i sin fortsatte vækststrategi opkøbt to vigtige spillere inden for vandindustrien, den franske Bayard-koncern og den spanske Belgicast-koncern.
Med aktiviteter i Spanien, Frankrig, Italien, Portugal og Kina omsætter de to koncerner for omkring 1,5 milliarder kroner årligt.
Bayard- og Belgicast-koncernerne, der tilsammen beskæftiger 380 medarbejdere, har begge en stærk portefølje af produkter til vandindustrien, og begge har en meget lang historik og derigennem betydelige markedsandele inden for hydranter, skydeventiler, butterflyventiler, kontrol- og reguleringsventiler og andet til-behør til vandindustrien.
»Derfor er de to koncerner et godt match til AVK’s forretningsområde AVK Water, der er koncernens hovedaktivitet. Både Bayard og Belgicast er veletablerede brands, og derfor videreføres de under ledelse af de nuværende lederteams som selvstændige selskaber, der fortsat sælger egne brands. Begge koncerner er kendte i markederne for deres høje kvalitet, og da netop kvalitet altid har været et strategisk og uomgængeligt omdrejningspunkt for AVK, indebærer opkøbet en markant styrkelse af hele AVK-koncernen,« siger Lars Kudsk, finansdirektør i AVK Holding.
Et kæmpe potentiale
»Vi ser et kæmpe potentiale i opkøbet, fordi de nye selskaber kommer til at styrke vores position betydeligt på en række markeder og overfor flere forretningssegmenter. Derudover får vi et meget bredere produktudvalg, som kan sættes i spil på tværs af forretningsområdet,« siger Morten Sæderup Nielsen, Group Director AVK Water.
»Samtidig vil AVK Water blive tilført omfattende og værdifuld teknisk og faglig viden fra de opkøbte selskaber, som har været betydende aktører på deres respektive markeder gennem mange år. For eksempel har Belgicast en dominerende position inden for produkter til afsaltning af havvand (desalination), som er en væsentlig kilde til at sikre drikkevand i en række lande blandt andet i Sydeuropa og Mellemøsten. Desalination får stigende betydning i forhold til at imødekomme verdens behov for drikkevand. I kraft af de globale udfordringer med tørke, vandspild og spildevandshåndtering forventer vi stigende efterspørgsel af produkter og løsninger til forbedring af vandforsyning og spildevandshåndtering, og med opkøbet står vi betydeligt stærkere end hidtil,« tilføjer Morten Sæderup Nielsen.
Mere end 200 års erfaring
De to opkøbte koncerner har tilsammen mere end 200 års erfaring på de industrielle markeder.
Bayard, der blev grundlagt helt tilbage i 1881, har i dag produktionsanlæg og hovedkvarter i Meyzieu nær Lyon i Frankrig. Med afsæt i et stort udvalg af produkter og services til alle aktører inden for vandsektoren skaber de 220 medarbejdere en omsætning på 90 mio. euro om året, primært på det franske marked.
Belgicast har siden etableringen i 1957 været en af Spaniens førende producenter af ventiler. Det er sket med fokus på vandets cyklus fra drikkevand til spildevand, herunder også distribution af vand og afsaltning af havvand. Belgicast beskæftiger 160 medarbejdere i Spanien og i datterselskaber i Portugal og Italien. Koncernen, der årligt omsætter for ca. 55 mio. euro, har hovedkvarter og produktionsanlæg i Bilbao i Spanien. Selskabets omfattende aktiviteter inden for afsaltningsprojekter er lokaliseret i Toledo ved Madrid.