Der var skiftedag i forbindelse med Bio Husets generalforsamling i onsdags.
Efter at have været med omkring Bio Huset siden etableringen som foreningsbiograf i 1994 forlod formanden Tove Severinsen bestyrelsen i forbindelse med generalforsamlingen og modtog både applaus og en gavekurv for sin mangeårige indsats.
I forlængelse af generalforsamlingen konstituerede den nye bestyrelses sig med Rasmus Bergholdt som ny formand.
Desuden tæller bestyrelsen: Jan Andersen (næstformand), Jan Bielack (kasserer), Niels Kjærgaard, Mette Weber Johansen, Dorte Kok Sørensen og Eva Berg.
Stort frivilligt engagement
Den nye formand Rasmus Bergholdt har boet i Galten siden 2001 og har i mange år været aktiv i foreningslivet, deltagende i KFUM-spejderne, Coding Pirates samt varetaget bestyrelsesarbejde ved Skovbyskolen samt i Radikale Venstre.
Udover sit frivillige engagement har han en karriere som CTO i FlightLogger, der er verdensførende inden for software til flyveskoler.
»Jeg har gennem flere år bidraget som frivillig i Bio Huset, og dette fællesskab har beriget mig med mange hyggelige oplevelser. Jeg glæder mig derfor til at intensivere mit engagement i foreningen og arbejde sammen med de andre frivillige for at sikre, at vores gæster får en fantastisk biograf- og kulturoplevelse,« siger Rasmus Bergholdt og tilføjer:
»Bio Huset fejrer i år 30 år som et centralt omdrejningspunkt for kultur i vores by, og jeg håber, at jeg kan bruge min erfaring til at styrke det frivillige arrangement og skabe et stærkt fællesskab, så vi sammen kan bringe endnu mere fokus på kultur og styrke vores lokalsamfund.«
Masser af nyt udstyr
Beretningen og regnskabet, der blev fremlagt ved generalforsamlingen, vidner om at Bio Huset her i jubilæumsåret er godt rustet til fremtiden.
Teknikmæssigt udskiftede man i 2023 filmfremviseren og er overgået til laserteknologi. Desuden har man fået et nyt lærred og udskiftet lydanlægget og monteret otte nye højttalere i biografsalen. Der blev i 2023 udskiftet udstyr for i alt 685.000 kroner.
I 2024 er der afsat midler til renovering og nyindretning af glasgangen til indkøb af nyt lydudstyr til brug for koncerter.
I 2023 blev der solgt 19.280 billetter fordelt på 533 forestillinger.