Bio Huset ruller den røde løber ud d. 6. maj

Image
Bio Huset genåbner d. 6. maj efter måneders tvunget nedlukning.

Dansk Oscar-vindende film kan ses i Bio Huset fra 24. maj.

»Nu er det ganske vist. Den 6. maj ruller vi den røde løber ud,  slår dørene op for filmgæster og vi kan se film i fællesskab.Slut med udelukkende at se film på små skærme enten alene eller sammen med ”boblen”. Nu venter det store lærred og den gode lyd, duften og smagen af popcorn og slikposernes trygge knitren,« lyder det begejstret fra Tove Severinsen, bestyrelsesformand i Bio Huset.

Hvordan det kommer til at foregå rent praktisk er endnu usikkert. Kulturministeren har varslet, at restriktionerne er de samme som før nedlukningen, muligvis med den tilføjelse at alle gæster skal vise gyldigt coronapas.

»Vi ved det ikke endnu, men så hurtigt som vi får det at vide, vil vi informere både gæster og frivillige på hjemmesiden, Facebook og ved opslag i Bio Husets vinduer. Men vi lover at passe rigtig godt på gæster som frivillige. Vi skal stadig holde afstand, bruge mundbind, vaske hænder, spritte af, reservere tomme sæder mellem gæsterne, bortset fra de som følges ad. Kort sagt det vil også i denne omgang være trygt at se film i Bio Huset,« påpeger Tove Severinsen.

Åbner med dansk film

Og hvad skal vi så se, når det igen bliver muligt. Ja, der er meget at glæde sig til.

»Vi starter med Lille sommerfugl, som vi viser fem dage. Filmen er med i Biografklub Danmark og skildrer den stædige landmand og svineavler Ernst, spillet af Jesper Christensen og hans hustru Louise spillet af Karen-Lise Mynster. De skal fejre guldbryllup i det lokale forsamlingshus og det bliver en gribende, vemodig og yderst overraskende fest,« fortæller Tove Severinsen.

Den nykårede danske Oscar-vinder for ”Bedste internationale film”, Druk, kan ses eller genses i Bio Huset fra den 24. maj.

Og herefter fortsættes der med andre gode danske film, mange fra Biografklub Danmark,  og gode  børnefilm i weekenderne.

»Der er mange børn, der venter på at bruge de gavekort vi har delt ud under nedlukningen. Foredragene fra Århus Universitet, som har været yderst populære og efterspurgte,  har vi også  givet plads til,« siger Tove Severinsen.

»Vi har gennem mange år haft tradition for at holde sommerferielukket. Det holder vi fast ved i år, både af hensyn til de frivillige, som selvfølgelig også holder ferie, men også fordi det er vores erfaring, at der ikke er mange gæster i højsæsonen. Så vi sparer på kræfterne og giver den igen fuld skrue efter ferien.«

Ferielukningen strækker sig i år fra 15. juli til 28. juli, og så blænder der op for Den gode spion torsdag den 29. juli.

Nye frivillige efterlyses

I løbet af den tid Bio huset har været tvunget nedlukket, er der flere som har valgt at stoppe som frivillige i Bio Huset. Derfor er det igen nødvendigt for Bio Huset at  efterlyse nye frivillige.

»Har du lyst til at blive en del af et godt fællesskab og gerne vil yde dit til at vi fortsat kan vise film i den lokale biograf, så kontakt os enten på telefonen i kontortiden eller ved at udfylde kontaktformularen på www.biohuset.dk,« siger Tove Severinsen.

»Det er en fordel at man er vant til at benytte IT-systemer, men allerbedst at du har lyst til at være sammen med andre frivillige, og ikke mindst at give gæsterne en god oplevelse og service. Vi sørger for den fornødne undervisning, inden du bliver sat på vagt med andre mere erfarne frivillige. Det er dagene torsdag til søndag der mangler frivillige.«

Årets generalforsamling i Bio Huset er udsat til den 8.juni kl. 17.00 og vi afholder den i  BIOHusets sal. Husk det er her, du kan komme med input til huset og bestyrelsen, og hvis du har lyst til bestyrelsesarbejde, er det her det sker.

Læs Galten Folkeblad 28. april 2021

Del på
AVK

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block