Med gaveposer som præmie har Skovby Borgerforening iværksat en medlems-hvervning.
I lighed med mange andre forsamlingshuse er Skovby Forsamlingshus ramt af manglende arrangementer og aflysninger af bookede fester.
Blandt andet derfor har forsamlingshusets bestyrelse iværksat et fremstød for at hverve flere medlemmer til Skovby Borgerforening, som driver Skovby Forsamlingshus.
»Ved at tegne et medlemskab i Skovby Borgerforening deltager du i konkurrencen om tre gaveposer fra Rema 1000 i Skovby. Vi takker for dette bidrag,« siger Edith Gosvig, formand for Skovby Borgerforening.
For at deltage i konkurrencen skal man gå ind på hjemmesiden www.skovby-galten-forsamlingshus.dk og registrere sig som medlem og overføre på MobilePay eller overføre til foreningens bankkonto.
Man kan også overføre til MobilePay 770671 + adresse og navn. Nye medlemmer kan registrere sig for kun kr. 200 pr. husstand og kr. 100 for pensionister.
»Vi trækker lod blandt alle nye medlemmer vi har fået i år. Vinderne offentliggøres i Galten Folkeblad og på vores Facebook-side,« siger Edith Gosvig.
Ønsker folkelig opbakning
Det koster 3000 kroner at leje Skovby Forsamlingshus. Er man medlem er lejeprisen kr. 2.600.
»Bestyrelsen har et stort ønske om at Skovby Forsamlingshus har en folkelig opbakning i Skovby-Galten ved at have mange aktive medlemmer, som ønsker at forsamlingshuset kan udvikle sig med nye arrangementer og tiltag til glæde for lokalområdet,« siger Edith Gosvig.
På en ekstraordinær generalforsamling i efteråret fik Skovby Borgerforening ny bestyrelse.
»Vi glæder os til at møde borgerne til generalforsamlingen, hvor vi fortæller om, hvad der er blevet arbejdet med. Vi håber, at kunne holde generalforsamlingen i marts/april, hvis forsamlingsforbuddet tillader det,« siger Edith Gosvig.
Foreløbig er der bl.a. etableret en ny hjemmeside med synlig kalenderintegration med reservationer af forsamlingshuset ligesom man har fået en profil på Facebook.
Skovby Borgerforening har til formål at drive et velfungerende forsamlingshus til fordel for borgerne i Skovby Galten.