I fantastisk sommervejr blev De Danske Politimesterskaber i landevejscykling onsdag og torsdag i sidste uge afviklet i det smukke, men også udfordrende terræn omkring Stjær.
Deltagerne kom fra alle landets politikredse og dystede om mesterskabet i både enkeltstart og samlet start. Flest deltagere kom dog fra de lokale politikredse – Sydøstjyllands Politi og især Østjyllands Politi med i alt 21 ryttere.
Enkeltstarten med 28 tilmeldte var på 24 lettere kuperede kilometer og blev kørt onsdag eftermiddag. Løbet endte med en mindre magtdemonstration af ryttere fra Østjylland, der satte sig på podiets to øverste pladser og begge kørte de 24 km med en gennemsnitshastighed på lige under 45 km/t. Jakob Hoffmann, Østjyllands Politi vandt med tiden 32,24 min foran Lars Lund-Andreasen, Østjyllands Politi, 32,37 min. og Brian Vibjerg, Københavns Vestegns Politi, 33,28 minutter. Dameklassen blev vundet af Tabita Hartmann-Hansen fra Midt- og Vestsjællands Politi i tiden 40,16 min.
88 deltagere stillede torsdag formiddag til start på den 124 km lange rute, som i alt bød på knap 1400 højdemeter på en 31 km rundstrækning, der skulle gennemkøres fire gange.
Gentog sejr over 124 km
Der blev vist rigtig flot cykelløb med flere udbrudsforsøg, der dog alle blev neutraliseret indtil sidste omgang. Her rev tre ryttere sig løs i et forceret tempo på bakkerne i Jeksendalen og igen i Stjær Bakker, hvor de endte med et forspring på et minut til feltet. Trioen kørte et meget taktisk udbrud og sluttede i en spurt ved målstregen på Stenskovvej, hvor Jakob Hoffmann igen viste sig som den stærkeste.
Jakob Hoffmann, Østjylland sejrede foran Mike Christensen, København og Martin Asvig, Østjylland. I dameklassen kom Line Lundbak fra Nordjyllands Politi først over stregen.
»En hård tur«
Løbsarrangør Per Bennekov, Politiets Idrætsforening Aarhus fortæller, at deltagerne begge dage blev pressede på de kuperede ruter, og løbets hårdhed gjorde det ikke muligt at økonomisere med kræfterne, hvorfor det var de absolut stærkeste ryttere, der løb med sejren.
Det gode sommervejr med høje temperaturer gjorde heller ikke løbet lettere. Flere af deltagerne udtrykte da også, at de havde haft en hård tur og givet alt, hvad de havde i benene.
»Et citat fra en deltager siger faktisk alt om løbet: Det er klart det smukkeste, men også hårdeste cykelløb, jeg nogensinde har kørt,« fortæller Per Bennekov.
Løbet blev afviklet med fin opbakning fra tilskuere og beboere, som havde taget opstilling rundt på ruten.
»PI Aarhus vil i forbindelse med arrangementet gerne takke Stjær Boldklub og Dagli'Brugsen i Stjær for virkeligt godt samarbejde samt borgene i Stjær for flagning og god opbakning på ruten,« siger Per Bennekov.