Skanderborg Kommune støtter lokale, grønne initiativer med en million kroner. Klimapuljen åbner for ansøgninger i dag.
Nu kan borgere, virksomheder og foreninger i Skanderborg Kommune få økonomisk hjælp til en god, grøn idé. En million kroner fra Klimapuljen skal sætte skub i den grønne omstilling.
I mange virksomheder og hjem er de gode klimaløsninger og -vaner allerede flyttet ind, men der er brug for endnu flere – og endnu mere samarbejde og videndeling, mener borgmester i Skanderborg Kommune Frands Fischer (A).
»Vi har ambitiøse klimamål i vores kommune, og dem når vi kun, hvis vi alle sammen gør, hvad vi kan. Med Klimapuljen håber jeg, at vi kan være med til at sætte endnu flere gode tanker i gang og hjælpe med at realisere nogle af dem,« siger Frands Fischer.
Alle kan være med
Klimamålene i Skanderborg Kommune handler fx om 70% mindre CO2-udledning inden 2030 og en genbrugsprocent på 65 af al indsamlet husholdningsaffald allerede til næste år.
Bedre affaldshåndtering og mindre CO2 er blot et par eksempler på, hvad Klimapuljen kan bruges til, forklarer Claus Leick (F), der er formand for kommunens Miljø- og Planudvalg og medlem af Klimapanelet, som skal vurdere alle ansøgninger til Klimapuljen.
»Alle kan være med her. Private ildsjæle, idrætsforeninger, vidensvirksomheder, børnehaver og så videre. Det handler om at få flere mennesker til at være mere klimavenlige, og jeg glæder mig til at se, hvor mange forskellige måder, man kan forestille sig at gøre det på,« siger Claus Leick.
Der er ansøgningsfrist til Klimapuljen 1. marts 2021. Læs mere på www.skanderborg.dk/grønskanderborg
Klimapuljen yder støtte til:
• Initiativer, der fremmer eller motiverer til klimavenlig adfærd
• Pilotprojekter inden for grøn omstilling
• Grønne samarbejder mellem borgere, erhvervsliv, forskning mv.
• Analyser, der kan give grundlag for klimavenlige løsninger
• Investering i konkrete og tværfaglige tiltag, som fremmer den grønne omstilling.