Ligesom sidste år har Skanderborg Kommunes klimapulje givet penge til kursus-forløbet AMOK, der skal udbrede kendskabet til plantebaseret kost. I år er det lokale virksomheders køkkenpersonale, der får mulighed for at give sig i kast med planteretter.
Jette Boye Petersen, udvikler bag konceptet, glæder sig til endnu en omgang kurser. Forløbene vil læne sig meget op ad sidste år, hvor køkkenpersonale fra offentlige køkkener i kommunen var på kursus, men i år bliver dagene en lille smule længere.
»Begge workshopdage er forlænget med en halv time, fordi der så er bedre tid til den gode kollegiale snak, hvor man kan udveksle erfaringer med hinanden. Det fik sidste års deltagere en del ud af,« fortæller Jette Boye Petersen, der fik positive evalueringer af første kursusomgang.
Sidste års 38 kursusdeltagere fra de offentlige køkkener gav 4,8 stjerner ud af fem muligt til AMOK-kursusforløbet.
Lækker mad – let at lave
Jette Boye Petersen mener, at det giver god mening at også lokale virksomheders køkkenpersonale får mulighed for at udbygge deres kendskab til plantekost.
»Når køkkenpersonalet selv har smagt, hvor lækker maden er, og hvor let den er at tilberede, så er det også nemmere at give den oplevelse videre, når man skal lave plantemad til de ansatte,« siger Jette Boye Petersen.
Hun oplever desuden, at det kan være lettere at inspirere til at give sig i kast med de plantebaserede retter, hvis man har smagt dem før.
»Hvis du har en ide om, hvordan noget skal smage, så er det også nemmere selv at eksperimentere med det. Det hjælper også på lysten til at lave plantebaseret mad, at det smager godt og ser indbydende ud,« siger Jette Boye Petersen.
Foredrag og workshopdage
Ligesom sidste år består AMOK-kurset af et foredrag med Stig Ladefoged, Den Plantebaserede Sygeplejerske, der fortæller om, hvilken effekt plantebaseret kost har på både klimaet og kroppen. Dertil kommer to workshopdage, hvor deltagerne selv går på opdagelse i plantekøkkenet.
I alt får 48 nysgerrige køkkenfolk mulighed for at prøve kræfter med AMOK i efteråret 2022. Tilmeldingen åbner snart.