På en digitalt afholdt generalforsamling løftede Galten Brugs sløret for et koncernresultat på samlet 9,2 mio. kr. efter skat.
SuperBrugsen i Galten er den økonomisk store dynamo i foreningen, der også omfatter Dagli'Brugsen i Stjær, SuperBrugsen i Them samt OK tank- og vaskehals-faciliteter.
Skønt der er plus på bundlinjen i alle forretningsenheder, så er SuperBrugsen Galten altdominerende i billedet med et overskud før skat på 9,6 mio. kr. ud af samlet 10,8 mio. kr. på koncern-plan.
I de 9,6 mio. indgår ekstraordinære indtægter på 3,79 mio. kroner for salg af den tidligere SuperBrugsen-ejendom i Skovby samt grundsalg på Klank til Burger King.
Den realiserede omsætning i SuperBrugsen Galten blev i 2020 på 113,6 mio. kr. mod 109,9 mio. kr. året før.
Også i Dagli'Brugsen Stjær steg omsætningen – fra 11,1 til 12,3 mio. kroner – med et overskud før skat på 564.000 kroner til følge. Til sammenligning bidrog Stjær-afdelingen året forinden med 117.000 kroner til resultatet.
Den senest indlemmede enhed i Galten Brugs-koncernen, SuperBrugsen i Them er blevet vendt fra et underskud på 205.000 kroner i 2019 til et overskud i 2020 på 1,54 mio. kr. før skat.
»Vi har i 2020 i alle tre butikker oplevet den største stigning i omsætning og indtjening nogensinde. Dette skyldes i væsentlig grad corona, og at mange af vores kunder har handlet lokalt og bredere end sædvanligt. Dette er vi meget glade og stolte over,« fastslog bestyrelsesformand Carsten Brandt i bestyrelsens beretning.
»Uden at gå i detaljer kan jeg oplyse, at resultaterne i de tre butikker alle er meget tilfredsstillende og langt overstiger de forventninger budgetterne viste. Vi forventer ikke samme høje niveau for resultaterne for 2021 i de tre butikker.«
I løbet af 2020 har man i butikkerne foretaget nogle ændringer for at gøre det mere sikkert for kunder at handle under Covid-19-pandemien. I Galten er bl.a. opsat to håndvaske, som bliver permanente i butikken. Det samme gør et digitalt tællesystem. Et tilsvarende system opstilles i Stjær og påtænkes også i Them.
Støtte til lokale butiks-kolleger
I alle tre butikker har man oplevet at udbud og efterspørgsel af varer har ændret sig væsentligt under Corona, hvilket har gjort, at der har været udsolgt af visse varegrupper i dele af perioden.
»Det har været og er stadig en meget speciel og anderledes tid vi oplever i butikkerne. Som dagligvarebutikker har vi haft åbent i hele corona-perioden – modsat andre lokale butikker i vores byer. Vi er derfor meget ydmyge omkring vores situation og resultaterne. I bestyrelsen har vi besluttet, at hjælpe de medlemmer af Galten-Skovby Cityforening, der har været tvangslukket i corona-perioden,« sagde Carsten Brandt med henvisning til at man i forbindelse med den første nedlukning gav 1 procent af butikkens omsætning for hele april 2020 – svarende til ca. 75.000 kr. – til Galten Skovby City.
»Handl lokalt og støt byens butikker«
I kølvandet den anden nedlukning valgte man at hjælpe den enkelte forretning, der havde været tvangslukket med støtte til markedsføringsudgifter, foruden at man i de samme butikker købte gaver for 30.000 kr. til bortlodning i forbindelse med et digitalt bankospil i marts.
»Vi håber, at vi med denne hjælp har været medvirkende til, at byens butikker har fået en god start på hele genåbningen og samtidig håber vi, at alle i vores områder vil handle lokalt og støtte op omkring vores butikker da det er i alles interesse, at vi har et sundt og bredt udvalg af forretninger i vores byer,« bemærkede Carsten Brandt videre i sin beretning.
Genvalg til bestyrelse
Carsten Brandt var sammen med Peter Person og Lisbeth Højgaard Jensen på valg til bestyrelsen.
Alle tre blev genvalgt uden modkandidater.