Festlig halindvielse i Stjær

Image
Festlig halindvielse i Stjær
Mascotten Milo fra Stjær Boldklubs samarbejdspartnere i Århus Håndbold kiggede forbi og uddelte fribilletter, da halvudvidelsen i Stjær blev indviet.
Det var en glædens dag i Stjær i fredags da den lille nye tilbygning til Stjærhallen officielt blev indviet.
Før den officielle indvielse var byens seniorer inviteret til en prøvetime i Håndboldfitness i den gamle hal, og cirka 25 aktive borgere forlystede sig med bl.a. hockey, ærteposekast og tilpassede styrkeøvelser.
Herefter overlod den fungerende formand for Stjær Boldklub, Lars Høgh ordet til formand for Skanberborg Kommunes Kultur- og sundhedsudvalg, Tage Nielsen, som havde æren af, på kommunens vegne, at forestå den officielle indvielse.
I sin tale fremhævede Tage Nielsen bl.a. den vilje, iver og gå-på-mod, han gennem flere år havde oplevet i Stjær Boldklub i forbindelse med arbejdet omkring den nye hal - idet han erindrede stemningen på et borgermøde i Stjær 17. januar 2009, hvor kimen til projektet blev lagt.
Værdifulde fællesskaber
»Jeg sad den lørdag og tænkte; Her i Stjær er der ildsjæle og engagerede borgere, der virkelig fortjener at få den haludbygning, som de ønsker sig. Men der er mange steder i kommunen vi har ildsjæle og værdifulde fællesskaber og lokalsamfund, der kun fortjener det bedste,« sagde Tage Nielsen og berettede videre om det lange forløb, der endte med den haludvidelse man nu har opnået.
»Dette byggeri ville ikke være skabt, uden de mange frivillige kræfter og ikke mindst Henrik Møllers styrende og smittende engagement (Henrik Møller er nyligt afgåent sin formand for Stjær Boldklub, red.). Tillykke med byggeriet – som jeg herved erklærer for indviet,« sagde Tage og klippede snoren til hallen,
Byens børn og unge indtog straks den nye hal og forlystede sig på alle de gymnastikredskaber, som klubbens gymnastikafdeling havde stillet til rådighed.
Århus Håndbolds mascot Milo lagde også vejen forbi Stjær og hilste på alle de fremmødte, og havde medbragt fribilletter til Århus Håndbolds næste hjemmekamp. 
Efter den officielle indvielse var der pølser, juice, øl og kaffe til alle, og det blev til et par hyggelige timer i hinandens selskab på tværs af generationer.
Trille og Trolle kommer 
Allerede på fredag den 28. november kl. 15.30-16.30 sker der igen noget usædvanligt i Stjærhallen, når Stjær Boldklubs håndboldafdeling og JHF’s kreds 5 inviterer til "Trille og Trolle-dag". JHF’s konsulent Anna Heide vil komme og præsentere et af Dansk Håndbold Forbunds nye tiltag, Trille og Trolle i underskoven målrettet de 2-5 årige børn og tilrettelagt så at børnene og børn og forældre kan hygge sig og være aktive sammen om en fælles idræt. 
»Vi vil i Stjær Boldklub meget gerne give områdets yngste og deres forældre en mulighed for at deltage i dette rigtig gode initiativ, som Dansk Håndbold Forbund har taget, og som vi ved har været en kæmpe succes i andre foreninger,« siger Annette Thorsted fra Stjær Boldklub.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block