Flere skolebusser skifter køreplan efter påske

Image
Foto: Colourbox

En "oprydning" i Skanderborg Kommunes skolebusplaner betyder ændringer på mange ruter. Skoleelever opfordres til at kigge de nye køreplaner godt igennem. Ikke mindst påvirkes skolebusbetjeningen i Skovby og Stjær.

Fra tirsdag 19. april træder nye køreplaner for skolebusserne i hele Skanderborg Kommune i kraft. Det betyder, at passagerer skal være opmærksomme på, at afgangstider og bussernes ruter kan være anderledes, end de plejer at være.

Særligt skoleelever opfordres til at kigge de nye køreplaner igennem i god tid, inden skolen begynder igen efter påskeferien.

Skolebusserne vil fremover være tilpasset skolerne i højere grad, end de er i dag. Køreplanerne er så vidt muligt lavet efter skolernes ringetider, og busserne vil fremover kun køre til og fra skoler på skoledage. Det vil fortsat være gratis at køre med skolebusserne, og busserne tager i øvrigt også stadig gerne passagerer med, som har andre ærinder end at gå i skole.

»Der kommer til at være nogle ændringer, man lige skal vænne sig til, men i det store hele håber jeg, at passagererne vil synes om skolebussernes nye køreplaner. Vi har skåret nogle afgange væk, som vi kan se, ikke bliver brugt, så vi undgår at køre med tomme busser, og køreplanerne er i det hele taget blevet mere enkle,« forklarer Jan Ingebrigtsen, mobilitetsplanlægger i Skanderborg Kommune.

Kommunens 13 skolebusruter vil som noget nyt også fremover kunne findes på rejseplanen.dk, ligesom øvrige busser, tog, Flextrafik og andre kollektive transportmidler.

Større ændringer i to områder

De største ændringer i forhold til skolebusserne sker i Ry og i området omkring Skovby og Stjær, hvor passagerer skal være særligt opmærksomme efter påske.

Skovbyskolen og Stjærskolen har fremover to skolebusser i stedet for tre. 453'eren udgår, mens skolebus 450 og 452 fortsat betjener området med flere afgange end i dag.

I Ry bliver skolebus 424 kendt som "Byruten" lavet om til en Flexbus, som får nummeret "24". Flexbus 24 får en række nye stoppesteder, blandt andet ved sundhedshuset, Ryhallerne og i Kildebjerg.

Se de nye køreplaner på www.skanderborg.dk/skolebus.

Del på
John Frandsen

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block