Frivillighedsprojekt har båret frugt for Herskind Boldklub

Image
Floorball-træning i Herskind Boldklub.

Større afklaring og bedre kommunikation af de administrative opgaver i Herskind Boldklub har gjort det nemmere at tiltrække frivillige i foreningen.

»Vi er hos Herskind Boldklub blevet mere afklarede i forhold til, hvad vi kan tilbyde de frivillige og idrætsudøverne i vores forening,« fortæller Henriette Ejlsmark Svensson, der er næstformand i Herskind Boldklub.

De seneste halvandet år har foreningen været med i frivillighedsprojektet, der er et samarbejde mellem Skanderborg Kommune, flere idrætsforeninger i kommunen og DGI Østjylland. Målet med projektet er at finde løsninger på nogle af de udfordringer, som de enkelte foreninger oplever i forhold til at tiltrække frivillige.

Klar kommunikations styrker frivilligheden

Hos Herskind BK har manglen på frivillige tidligere været et stort problem. Det har været så stort, at de har været nødt til at aflyse hold i badminton, fortæller Henriette Svensson:

»Frivillige kommer desværre meget sjældent dumpende af sig selv. Ofte har vi i bestyrelsen måtte tage initiativ og prikke folk på skuldrene for at få dem til at melde sig som frivillig.»

Her oplever Henriette Svensson, at mange gerne vil hjælpe, hvis først de bliver spurgt samt får forklaret, hvad arbejdet indebærer:

»Netop derfor har det været vigtigt for os at få beskrevet vores forening samt få kommunikeret ud, hvad vi mangler hjælp til. Dette har været noget af det, vi har haft særlig stor fokus på under frivillighedsprojektet, og som vi vil arbejde videre med.«

Udvikling af foreningen på programmet

Målet med frivillighedsprojektet er at gøre det nemmere at tiltrække frivillige samt at udvikle foreningen, fortæller Henriette Svensson.

Et mål og nogle værktøjer, som de allerede er nået langt med, og som blandt andet har hjulpet foreningen med at få genstartet et af deres børne-badmintonhold, som ellers havde været lukket ned grundet manglende trænere.

»Vi vil gerne kunne tilbyde et større udvalg af idrætstilbud, så der er aktiviteter for alle. I øjeblikket arbejder vi blandt andet på at få e-sport op at køre, ligesom at vi i foråret nu er klar til at tilbyde yoga for første gang i foreningen. Vi håber med de nye tilbud at kunne fange nogen af dem, som måske ikke i forvejen er aktiv i foreningen,« fortæller Henriette Svensson.

Foruden frivillighedsarbejdet, den generelle udvikling og de nye aktivitetstilbud, vil Herskind Boldklub gøre det lettere at støtte foreningen – også uden at skulle ligge en masse frivillige arbejdstimer bag:

»Det kan for eksempel være på sponsorområdet. Vi skal være mere fleksible i forhold til, hvordan man kan sponsorere foreningen. Både i forhold til faste aftaler såvel som donationer og hjælp til stævner samt arrangementer. Al hjælp er velkommen,« afslutter Henriette Svensson.

Frivillighedsprojektet startede op i sommeren 2020. Projektet er finansieret og udviklet af Idrætsrådet i Skanderborg Kommune, med hjælp fra en ekstern projektleder fra DGI Østjylland til at styre projektet.

I Skanderborg Kommune blev alle idrætsforeninger inviteret til at deltage, hvor Herskind Boldklub var en af fem foreninger der tilmeldte sig. Foruden Herskind BK, valgte også Galten FS Håndbold, Ris-Tebstrup Idrætsforening, Skanderborg Gymnastikforening og Stjær Boldklub at gå ind i projektet.

Frivillighedsprojektet skulle efter planen have kørt til juni 2021. Forsamlingsforbud og Covid-19-restriktioner har dog betydet, at projektet kører indtil juni 2022.

Læs Galten Folkeblad 21. december 2021

 

 

Del på
Fru K

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block