Selv om der mange steder er åbnet for salg af fyrværkeri, må det først skydes af fra 27. december, påpeger Sikkerhedsstyrelsen.
Årets fyrværkerisalg begyndte 15. december hos de første forhandlere rundt om i landet. Danskerne kan begynde at forberede sig til nytåret. Men fyrværkeriet må først skydes af mellem jul og nytår, så opbevar det tørt og ikke for varmt indtil da.
I Danmark er det tilladt at skyde fyrværkeri af i seks dage omkring nytår, fra 27. december til og med 1. januar.
»Fyrværkeri er flot til nytår, og rigtigt mange danskere vil gerne selv skyde fyrværkeri af eller nyde synet af andres fyrværkeri. Men mange føler sig generet af støjen fra fyrværkeri, og derfor bør man holde sig til de seks dage, hvor det er lovligt at bruge fyrværkeriet,« siger produktchef Lone Brose fra Sikkerhedsstyrelsen.
Hun opfordrer samtidig til at huske sikkerheden, både når man selv tænder fyrværkeriet og når man ser på.
»Der var 178 børn og voksne, der måtte på skadestuen sidste nytår, fordi de var kommet til skade med fyrværkeri, enten med forbrændinger eller hånd- eller øjenskader. Det er alt for mange, så det er rigtigt vigtigt at huske beskyttelsesbrillerne, holde afstand og kun bruge lovligt fyrværkeri,« siger Lone Brose
Fakta
• I Danmark er det lovligt at sælge nytårsfyrværkeri fra den 15. til og med 31. december.
• For privatpersoner er det lovligt at fyre af fra den 27. december til og med 1. januar.
• Man skal være 18 år for at købe nytårsfyrværkeri og 15 år for at købe småt fyrværkeri i kategori F1, for eksempel knaldperler, stjernekastere og bordbomber.
• Tjek, at fyrværkeriet er lovligt. Det skal have: 1) CE-mærke. 2) brugsanvisning på dansk. 3) advarsler og anbefaling til sikkerhedsafstande
Køb kun lovligt fyrværkeri
Lovligt fyrværkeri giver sjældent anledning til større problemer så længe det bruges med fornuft. Ulovligt fyrværkeri er dog en helt anden historie, påpeger Rigspolitiet.
Hvert år oplever politiet desværre en del eksempler på ulovligt fyrværkeri, som ikke blot er strafbart at være besiddelse af, sælge og købe, men det er også ofte utroligt farligt. Politiet har siden midten af oktober beslaglagt lidt mere end 179 NEM kg. ulovligt fyrværkeri, herunder blandt andet kanonslag og chrysantemumbomber.
»Ulovligt fyrværkeri er meget farligt, og vi har tidligere set en del grimme eksempler på dette. Mit råd er helt klart, at man holder sig til udelukkende at købe fyrværkeri fra godkendte salgssteder i Danmark. Køb aldrig fyrværkeri i udlandet, og køb aldrig fyrværkeri fra ikke godkendte salgssteder – det er ulovligt,« siger politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiet.
Du kan kende lovligt fyrværkeri på, at det altid er CE-mærket, og har du viden om, at nogen har købt eller handler med ulovligt fyrværkeri, så kontakt politiet. Hvis du ved et tilfælde finder farligt fyrværkeri, der er efterladt, så lad være med at røre ved det, men kontakt i stedet politiet.
Fyrværkeri affyret bevidst mod andre er strafbart
Fra 2020 blev straffen for at affyre fyrværkeri mod andre skærpet. Det kan ende med en fængselsstraf, hvis man er skyld i, at nogen kommer til skade ved ulykker med fyrværkeri.
»Det er fuldstændig uacceptabelt og ulovligt at affyre eller bruge fyrværkeri mod andre – ikke mindst mod beredskabspersonale og politi, som vi tidligere har oplevet. Straffen for at skyde og kaste fyrværkeri mod politi, brandvæsen, ambulancer eller andre i offentlig tjeneste blev for et par år siden skærpet med en tredjedel,« siger politiassistent, Christian Berthelsen.
Strafskærpelsen på en tredjedel tilføjes oven i nedenstående strafniveau:
• Straffen for at angribe personer i offentlig tjeneste er typisk i niveauet fra fængsel i 4 måneder til fængsel i 9 måneder.
• Straffen for forsætlig fareforvoldelse ved affyring af fyrværkeri mv. er typisk i niveauet 10-60 dage.