Galten Elværk fejrer 100 års jubilæum

Image
Galten Elværk fejrer 100 års jubilæum
Frem til 1981 havde Galten Elværk til hus ved Torvet i Galten. Nu er alle aktiviteter samlet på Smedeskovvej.
Den 8. maj fylder Galten Elværk 100 år. Årene tynger dog ikke fødselaren, som stadig er fuld af aktivitet og virkelyst. 
Efter den stiftende generalforsamling den 8. maj 1913 fulgte nogle svære år med knaphed på materialer, ustabil dieselforsyning og hårde vintre med sne og isslag. Det indebar en noget usikker og til tider mangelfuld elforsyning, men takket være en stærk pionerånd blev alle besværligheder taget som opgaver, der skulle løses. 
Galten Elværk har haft til huse på Torvet i Galten indtil 1981, hvor pladsen blev for trang – en udflytning til Smedeskovvej var en realitet. Bygningen på Smedeskovvej rummer i dag alle aktiviteter, og en ombygning for få år siden har givet de 65 medarbejdere nogle gode rammer.
El mod kobberlysekrone
Gennem selskabets første 50 år stormede man frem med master og ledninger, så der snart var el til alle. Under krigen blev materialeknapheden dog et stort problem. Selskabets lager kunne kun række til forsyningsnettet, så når der skulle bruges stikledninger til private installationer, måtte man selv komme med kobber til omsmeltning. Her måtte mangen en smuk lysekrone lide en krank skæbne. 
Efter krigen startede moderniseringen af landbrug og virksomheder. Alt skulle nu motoriseres, og for Galten Elværk betød det masser af opgaver: Ledningsnettet blev udviklet, og eksisterende anlæg blev forstærket, så forsyningssikkerheden blev stabil. Sikkerheden blev imidlertid udfordret af store storme, sne og isslag, og derfor blev kabellægning af luftledningerne snart et mål.
Der blev gravet over marker, langs veje og fortove gennem de følgende mange år, og man byggede desuden 10- og 60 kV stationer i takt med, at strømforbruget blev øget. Det var nu en selvfølgelighed, at når man trykkede på knappen - ja, så kom der lys.
GPS-baseret ledningsregistrering
I starten opstod der problemer i forhold til at finde kablernes nøjagtige placering, hvis der opstod fejl. Men det blev snart løst: Tegnestuen blev udvidet med en opmålingssektion, som blev et af landets første digitale ledningsregistreringsanlæg med GPS-opmåling. 
Også i administrationen fulgte man med tiden – her var man for længst gået over til edb-baseret udskrivning af regninger. 
Senere kom internettet til. Galten Elværk var en af de første virksomheder, der oprettede en hjemmeside. I dag er teknologien jo en betingelse for, at man kan udføre sit arbejde – går lyset ud og pc’eren lukker ned er man fuldstændig koblet af, og al aktivitet stopper.
Forsyner 24.000 installationer
Hastighederne i nettet blev dog hurtigt for langsom. Her var Fibernet løsningen – en teknologi, baseret på lyslederkabler, der up- og downloader data med en enorm hastighed. Galten Elværk var med fra starten med etableringen af GE Fibernet. Galten Elværk sælger nu fiberløsninger til privatkunderne og erhvervslivet. Der er ingen tvivl om, at det er fremtiden, og den er begyndt hos Galten Elværk.
Galten Elværk er i dag en moderne virksomhed, der forsyner ca. 24.000 installationer i et område på 375 km2 med el. Aktiviteterne strækker sig fra salg af fibernetløsninger, salg af solcelleanlæg, digital opmåling for vandværker, kundehenvendelser omkring elregninger, vedligeholdelse af elnettet og meget mere.
Læs yderligere om Galten Elværks historie gennem 100 år på selskabets hjemmeside: www.ge.dk
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block