Galten har fået sin "Rådhusplads"

Image
Galten har fået sin "Rådhusplads"
I stedet for at klippe et silkebånd over blev Rådhus-legepladsen indviet med sangen 'Livstræet'.
Børn og ældre mødtes til legepladsindvielse i høj solskin.
Nu er det ikke kun i Matador-spillet man kan rykke ind på Rådhuspladsen.
Den nye legeplads ved Lokalcenter Tjørnehaven, i enden af arealet hvor Galtens nu nedrevne rådhus lå, er allerede i folkemunde blevet døbt Rådhuspladsen.
Som led i Plejedistrikt Galtens Det Fælles Vi-arrangementer, havde beboere ved Tjørnehaven og børn fra Børnehaven Porskjær i fredags sat hinanden stævne for at indvi området med legepladsen. Det skete med sang, tale og en ispind i det solrige vejr.
»Velkommen til Rådhus- legepladsen. Måske skal vi bare kalde den Rådhuspladsen,« sagde Hanne Kingo Christensen, oplevelsesmedarbejder ved Plejedistrikt Galten i sin korte tale og ytrede håb om, at området med alsidige legeredskaber, kryds-og-bolle-spil og siddepladser kan blive flittigt brugt af både børn og voksne samt komme til at bygge bro mellem generationer.
»Nu burde vi klippe en silke-snor, men i stedet synger vi denne sang som vi synes passer godt til lejligheden,« sagde Hanne Kingo Christensen inden hun og de fremmødte istemte sangen 'Livstræet' med omkvæddet:
Lad dem lege i livstræets krone. Lad dem føle, at livet er stort. Lad dem skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port.
Det var hovedsageligt de ældre som sang med mens børnene allerede havde kastet sig over legeredskaberne. De kom dog hurtigt tilbage, da der kort efter blev uddelt små jordbær- og vanilleis til både børn og voksne. 
Læs Galten Folkeblad 29. maj 2018
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block