Galten Revyen – er tilbage

Image
Den seneste Galten Revy udkom i 2019. Siden har bl.a. Covid-19 spændt ben for de ellers faste efterårsløjer på Restaurant Gammel Høver, men nu er holdet klar igen efter tre års pause. Herover et glimt fra 2019-revyen, hvor man i nummeret 'Politisk ukorrekt' anskuede Højskolesangbogens tekster i en krænkelses-parat kontekst.

Hvad laver en pensioneret politibetjent? Hvordan skal vores affald sorteres? Det finder man svarene på ved at overvære comeback-udgaven af Galten Revyen 1.-5. november.

Hver mandag aften pusler det på Høver Kro. Ja måske er “pusler” lidt en underdrivelse, for der øves på årets Galten Revy – ABC Revyen.

Det ikke bare pusler – det larmer. En dejlig larm fyldt med gensynsglæde, grin, dans, sang og musik. En af dem der virkelig nyder at være tilbage på kroen, er Galten Revyens formand Anne Sofie H. Wagner.

»Det er virkelig dejligt at have revyholdet samlet igen. De første øvegange var fyldt med gensynsglæde og nu er det som om vi aldrig har holdt pause,« konstaterer Anne Sofie.

Efter tre års pause på grund af covid-19 og manglende bestyrelse er der ingen tvivl om at alle er glade for at lave revy igen.

Nu håber hele holdet bag revyen selvfølgelig at Galtens borgere også har savnet revyen og igen i år køber billetter så de kan se revyen når den 33. gang spiller den første hele weekend i november.   

Billetsalget til årets revy er gået i gang og billetterne kan i år kun købes på nettet. Man kan finde link til billetkøb både på galtenrevyen.dk og lilleringskov.dk.

Holdet bobler af revy-iver

Revyens nytår er i marts hvor der altid er generalforsamling. Og i marts 2023 fik foreningen samlet en bestyrelse med kendte og nye ansigter, hvilket betød at nu kunne tekstskriveriet gå i gang.

Trådene er endnu engang blevet samlet af instruktør Linda Fallentin.

»Efter tre år uden revy har jeg glædet mig til at instruere Galten revyen igen. Som et barn til juleaften. Der bliver knoklet, men vi har en fest samtidig. Det håber jeg også at publikum får og at de kan mærke hvordan revyen ligefrem bobler af revy-iver,« siger Linda Fallentin.

Årets revy rummer som altid en masse temaer. Holdet kommer ikke udenom bl.a. politik, skolelivet, dating og besparelser.

Og hvad laver en pensioneret politibetjent? Hvordan skal vores affald sorteres? Og har du nogensinde tænkt over hvordan en dåse tun har det mens den ligger og venter på hylden i køkkenet?

Du får nemlig svarene i årets Galten-revy.

Læs Galten Folkeblad 11. oktober 2023

Del på
John Frandsen

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block