Galten Vandværks bestyrelse har udarbejdet en strategiplan for de kommende 10 års projekter.
Cirka 40 andelshavere var mødt frem, da Galten Vandværk i forrige uge afholdt generalforsamling.
De kunne forsikre sig om, at vandværket kører, som det skal, og har fint og rent drikkevand.
»Galten vandværk tester løbende vores boringer for blandt andet PFAS og vi har ikke PFAS i vores boringer. PFAS er generelt ikke et problem i drikkevandet i Skanderborg Kommune,« siger bestyrelsesformanden Kim Kusk Mortensen.
I det forløbne år har Galten Vandværk arbejdet med byggemodning af Knopsvane Alle og Horsegaards-udstykningen.
»Herudover har vi lagt 1.800 meter forsyningsledning mellem Storring og Stjær i samarbejde med Kredsløbs arbejde med fjernvarmeledningen til Stjær. Vi forventer, at gøre denne ledning færdig indenfor kort tid og forlænge ledningen til højdebeholderen på Klank. Ledningen forventes at ende i Søballe, så hele området syd for motorvejen kan forsynes fra Klank,« fortæller Kim Kusk Mortensen.
Jordkøb på Klank
Galten Vandværk har købt et areal på godt 3000 m2 på Klank i sammenhæng med vandværkets bestående areal på hjørnet af Århusvej og Klankvej.
Her er det planen at etablere en helt ny højdebeholder – en drikkevandsbeholder på med et indhold på måske 2000 m3 – som bliver et centralt knudepunkt for drikkevandssamarbejdet i Låsby, Galten og Skovby.
»Vi regner med at kunne have det bygget færdigt i løbet af fem år og vil gerne at bygningen fremstår åben så man kan se ind til de rustfrie ståltanke. Samtidigt vil vi også gerne lave en bygning, der er meget forskellig fra alle de sorte kuber i industrikvartererne. Vi har vælgt arealet fordi det ligger højt – selvfølgelig – men også fordi det er den bedste placering på Klank, hvor alle der er på vej ind i byen vil kunne se, hvor deres drikkevand kommer fra. Vi vil give området en grønt præg og indtænke solceller mv. i projektet. Vi vil dermed gerne give Galten et flot indgangsparti – som jo skal ligge der de næste 100 år,« siger Kim Kusk Mortensen.
Det er ikke sikkert at udformningen bliver præcist som hosstående forslag udarbejdet af Nodo Arkitekterne, men ifølge formanden ...