Galten Varmeværk modtager mange henvendelser angående det pågående gravearbejde syd for varmeværket. Her følger forklaringen.
»Der ved at blive lavet ekstra forsyningsledninger ud fra værket på Røddikvej. Det er forsyningsledninger til de områder vi samarbejder med Kredsløb om. Forsyningen til Skovby er etableret og leverer varme. Den var lavet klar inden projektet begyndte,« fortæller Finn G. Sørensen fra Galten Varmeværk og tilføjer:
»Ledningerne, der ses på billedet, er en twin-ledning der skal forsyne Storring, Stjær, og de to enkelte er forsyningsledningen til Harlev.«
Kapaciteten rækker
Galten Varmeværk skal producere alt varmen til områderne, og derudover 5 mwh til Harlev, der selv producerer den resterende varme baseret på halmen.
Ifølge Finn G. Sørensen har mange misforstået dette, og tror, at varmen kommer fra Århus.
»Galten Varmeværk har kapacitet til det. I en hård vinter med minus 20°C sender værket cirka 15 mwh varme ud, men har 30 mwh til rådighed - på flis og varmepumper. De nye områder skal ved fuld udbygning bruge max ca. 13 mwh, så der er dermed plads til det,« forklarer Finn G. Sørensen.