Trods fire måneders tvungen nedlukning har publikum ikke glemt Bio Huset.
I løbet af de første fire dage siden genåbningen i torsdags har sammenlagt 160 gæster været inde i mørket for at opleve film i dens rette element. Og gensynsglæden var stor og gensidig.
»Nu var jeg så heldig at være i Bio Huset torsdag, hvor den røde løbet var rullet ud og vi skænkede champagne til gæstern. Publikum gav udtryk for, at det var noget de virkelig havde glædet sig til,« fortæller bestyrelsesformand Tove Severinsen og tilføjer:
»Et af de temaer vi havde diskuteret, var hvordan kravet om coronapas ville blive modtaget, men det kørte bare på skinner. Ikke en eneste sagde, at det var træls. Det har været en dejlig genåbning, og det lader til fortsætte. Det vælter ind med Biografklub Danmark-film og dem er der et trofast publikum til.«
Kioskvarer for 5000 kroner er kasseret
Tilbage er så spørgsmålet, om den lokale biograf og kulturhus slipper igennem Covid-19 uden for mange økonomiske skrammer.
»Vi er så privilegerede at vi bor i et kommunalt hus. Vores økonomi er god og vi har ikke søgt om hjælpepakker,« siger Tove Severinsen.
»Vi mangler naturligvis omsætning og har måttet kassere kioskvarer for 5000 kroner, men vi skal nok klare os og kommer igennem det uden skrammer. Vore bekymringer gik i højere grad på, om vore gæster havde vænnet sig til at se film derhjemme eller har været skræmt over at skulle møde andre i et fælles rum, men det tyder intet på. Folk viser stor tillid når de kommer,« konstaterer Tove Severinsen.
Læs Galten Folkeblad 12. maj 2021