Image
Vorherre (Thomas Schmidt) byder to pensionister (Jens Kr. Albrektsen og Tina Severinsen) velkommen i himmeriget.
ANMELDELSE
»En rutinepræget præstation, med rum for forbedring.«
Sådan lød skudsmålet fra min folkeskolelærer en gang vedrørende en stil fra min hånd, utvivlsomt med god grund.
Jeg fik lidt den samme tanke på vej hjem efter årets Galten Revy. Holdet har indiskutabelt de bedste intentioner, men i min optik har resultatet - samlet set - tidligere været langt mere sprudlende end tilfældet var i år.
Fremførelsen fejlede absolut intet. Det var snarere indholdet der ikke helt stod mål.
Bedømt over en årrække synes der nærmest at være en indbygget rytme med hensyn til at en toprevy efterfølges af en udgave lidt mere på det jævne, for så igen at svinge sig op til nye højder det følgende år.
Og hvad var det så, jeg umiddelbart savnede i forhold til sidste års sprudlende udgave? Frem for alt manglede et eller to lårklaskende sjove numre, som man erindrer også længe efter at lyset er slukket.
De er i sagens natur vanskelige at skabe på kommando, både tekstmæssigt og i fremførelsen. Men måske er problemet blot, at man som publikum er blevet en smule forvænt.
Uanset savnet af de nævnte humor-peaks, var det som altid en fornøjelse at se, hvad truppen har formået at indøve over et tre måneder langt forløb. Og som altid skal man i kritikken betænke, at det er et hold af glade amatører. Rutinerede amatører, men dog amatører, som retfærdigvis ikke må sammenlignes med Ulf Pilgaard og Lisbeth Dahl.
Læs hele artiklen i Galten Folkeblad 10. november 2015
Del på
»En rutinepræget præstation, med rum for forbedring.«
Sådan lød skudsmålet fra min folkeskolelærer en gang vedrørende en stil fra min hånd, utvivlsomt med god grund.
Jeg fik lidt den samme tanke på vej hjem efter årets Galten Revy. Holdet har indiskutabelt de bedste intentioner, men i min optik har resultatet - samlet set - tidligere været langt mere sprudlende end tilfældet var i år.
Fremførelsen fejlede absolut intet. Det var snarere indholdet der ikke helt stod mål.
Bedømt over en årrække synes der nærmest at være en indbygget rytme med hensyn til at en toprevy efterfølges af en udgave lidt mere på det jævne, for så igen at svinge sig op til nye højder det følgende år.
Og hvad var det så, jeg umiddelbart savnede i forhold til sidste års sprudlende udgave? Frem for alt manglede et eller to lårklaskende sjove numre, som man erindrer også længe efter at lyset er slukket.
De er i sagens natur vanskelige at skabe på kommando, både tekstmæssigt og i fremførelsen. Men måske er problemet blot, at man som publikum er blevet en smule forvænt.
Uanset savnet af de nævnte humor-peaks, var det som altid en fornøjelse at se, hvad truppen har formået at indøve over et tre måneder langt forløb. Og som altid skal man i kritikken betænke, at det er et hold af glade amatører. Rutinerede amatører, men dog amatører, som retfærdigvis ikke må sammenlignes med Ulf Pilgaard og Lisbeth Dahl.
Læs hele artiklen i Galten Folkeblad 10. november 2015
