Gyvelhøjskolens motionsdag var helt i top

Image
Gyvelhøjskolens motionsdag var helt i top
De mindste klasser blev sat af for foden af bjerget og gik så seks kilometer op. De største klasser cyklede hele vejen fra Galten og retur.
I anledning af Skolernes Motionsdag tog Gyvelhøjskolen til Himmelbjerget. Der var fokus på fællesskab og nej til mobiltelefoner.
Fredag inden efterårsferien er - som bekendt - Skolernes Motionsdag. Det er en dag, hvor skolerne rundt omkring i landet dyrker motion i stedet for at sidde stille på skolebænken.
Og det budskab havde Gyvelhøjskolen i år taget til sig på en lidt anden måde end tidligere.
»Motionsudvalget var enige om, at Skolernes Motionsdag i år skulle dreje sig om fællesskab og social fordybelse. Og netop det, at man gør noget i fællesskab, kan bruges som en milepæl og en oplevelse, der bekræfter, at vi sammen kan klare hverdagens udfordringer,« fortæller Maria Eggertsen fra Gyvelhøjskolen.
For at sætte fokus på den gode fornemmelse af fællesskab, var dagen mobilfri.
Besteg Himmelbjerget
Alle 600 elever på skolen samt alle lærere og ledelsen tog derfor i fredags turen til Himmelbjerget til en dag i fællesskabets tegn.
De yngste elever fra 0. til 5. klasse blev kørt i busser fra Galten til foden af Himmelbjerget, mens nogle af de ældste elever fra 6. til 9. klasse cyklede hele vejen fra Galten, til toppen af bjerget og retur til Galten igen.
I løbet af dagen var der forskellige konkurrencer, og præmierne var sponsoreret af lokale virksomheder i Galten.
»Der var en særdelses god stemning, både undervejs til Himmelbjerget samt på selve vandringen. Der blev leget, grinet, spillet bold på tværs af årgangene, og der var vist ingen, der egentlig savnede deres mobiltelefoner,« lyder det fra Maria Eggertsen.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block