Heldig Harlev-familie vandt i lotteriet

Image
Heldig Harlev-familie vandt i lotteriet
»Det er en meget, meget stor glæde og fornøjelse at overbringe sådan en nyhed«, fortæller kollektør for Vare- og Landbrugslotteriet i Galten, Sonja Henriksen med reference til den gevinst på 1 mio. kroner, hun før jul overrakte til en familie fra Harlev.
»Tillykke! I har vundet 1 mio. kroner«. Den besked havde den lokale kollektør fra Vare- og Landbrugslotteriet, Sonja Henriksen, den glæde at overbringe en familie fra Harlev.
- Jeg tror, de sent glemmer det besøg, de havde hos mig den dag i december, fortæller Sonja Henriksen, Galten, mangeårig kollektør i Vare- og Landbrugslotteriet.
Den 18. december havde hun den glæde at overbringe en familie fra Harlev beskeden om, at de havde vundet 1 mio. kroner i lotteriet.
- Det foregår på den måde, at jeg får besked fra lotteriet, at jeg i min kollektion må rette henvendelse til indehaveren af det pågældende nummer. Så jeg ringer og siger, at jeg har en ekstra julegave til dem, og at de først lige må komme og dokumentere, at det er deres lod. 
En fornøjelse
Først da parret senere samme dag indfandt sig på Sonja Henriksens bopæl i Galten, og hun havde overensstemt vinderlod og indehaver, fik parret overrakt et brev, hvori gevinsten på 1 mio. kroner stod anført.
- Så kom der jo et følelsesudbrud... Og jeg var glad for, at jeg havde stole, de kunne sidde på. Der var glædestårer, fortæller Sonja Henriksen og tilføjer: 
- Det er en meget, meget stor glæde og fornøjelse at overbringe sådan en nyhed. Og jeg synes også, at det er lidt sjovt, at de skal gå en halv dag i overvejelser om størrelsen af gevinsten. Jeg sagde jo bare, at det var en ekstra julegave, smiler hun.
Sonja Henriksen har været kollektør i 22 år og har omkring 1200 spillere i sit område, der tæller Galten, Harlev, Sabro og Tilst.
Lykkenumre går i arv
I Vare- og Landbrugslotteriet vælger man selv sit sekscifrede lykkenummer, og det er det samme nummer, man spiller på i et halvt år af gangen.
- Hos mange spillere er det samme nummer gået i arv i familien i op til 100 år. Nummeret er ofte forbundet med fødselsdatoer og for nogle også lidt overtro, fortæller Sonja Henriksen, der pointerer, at ikke mindst endetallet har betydning, når der hver måned udtrækkes  gevinster.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block