Herskind-Skivholme-Herskind Hede valgt som 'Årets Landsby 2021 i Skanderborg Kommune'

Image
Området Herskind, Skivholme og Herskind Hede er netop udnævnt som 'Årets Landsby 2021' i Skanderborg Kommune.

Fem landsbyer/landsbyfællesskaber blev indstillet efter Landsbysamvirket indkaldte emner til Årets Landsby 2021. Opgaven var enkel; man skulle sende en mail og skrive hvorfor landsbyen skulle have titlen.

Hvad der ikke var så enkelt, var for Landsbysamvirket at udvælge årets vinder af titlen og hermed en pris på 5000 kr.

Indstillingerne beskrev masser af aktiviteter i alle samtlige landsbyer der var indstillede. Det har givet et interessant indblik i hvad der sker i vore fine små byer i Skanderborg kommune med masser af aktiviteter i forsamlingshusene, foreningerne, tiltag for at drage omsorg for og inddrage de nytilflyttede, samt ikke mindst i 2020 at finde på nye måder at følge traditioner og samtidigt finde på nye tiltag med en pandemi hængende over sig.

Nytænkning og fastholdelse af traditioner

Foruden Herskind, Skivholme og Herskind Hede blev Tebstrup, Blegind, Gl. Rye og Voerladegaard indtillet.

Nytænkning og alligevel fastholdelse af traditioner, omsorg for de svage, inddragelse af de nye, udviklingsprojekter med et skarpt blik for det nære, fællesskabet og nye tanker var netop nogle af årsagerne til, at valget faldt på Herskind, Skivholme og Herskind Hede-området.

Coronaen har i den grad ansporet kreativiteten hos foreningerne og åbnet for udelivets muligheder.

Se værdierne i landsbyen

Landsbysamvirket har i en årrække taget initiativ til at udpege Årets Landsby. Landsbyerne, som har haft titlen de seneste år, har været meget begejstrede og det har vakt stolthed men også nye muligheder for se værdierne i landsbyen i øjnene lokalt.

Voerladegaard brugte titlen aktivt ved at skilte med titlen hele 2020 og ejendomsmæglerne har eksempelvis brugt titlen i deres salgsopstillinger i de pågældende landsbyer.

Det vanskelige i at skulle vælge blandt vidt forskellige indstillingsmaterialer og landsbystørrelser og hermed også muligheder for ressourcer opvejes af, at når man fremhæver en landsby årligt, får flere indblik i hvad landsbyer faktisk kan som bo og levested i disse år. Det gavner alle landsbyer.

Mulighed for profilering

»Vi er selvfølgelig glade heroppe, for at det var os som blev valgt. Det giver da nogle muligheder for at profilere sig,« siger Anna Margrethe Kristensen fra Landsbyrådet for Herskind, Skivholme og Herskind Hede.

»Selv om det hedder 'Årets Landsby' så må det her være "årets landbysområde" – kald det hvad I vil. Det er alle tre områder som skal have gavn af dette, og nu skal vi have lavet et banner og skilte, som kan drysses over hele området. Og så skal vi hen over nytåret i gang med at lave en større ansøgning til regionen om at blive årets landsby i Region Midtjylland. Her skal ansøgningen være færdig den 25. januar,« siger Anna Margrethe Kristensen.

Læs Galten Folkeblad 23. december 2020

Del på
Hårbyslagteren

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block