»Jeg kan, hvis jeg vil«

Selv efter flere blodpropper i hjernen - med deraf følgende lammelser, er der en vej tilbage til livet. Det er Otto Mogensen, Skovby et livsbekræftende bevis på. Viljestyrke og lysten til at sætte sig nye mål har været afgørende for at nå dertil, hvor han er i dag.
Af Jakob Houg Jakobsen
Dagen før sin 70 års fødselsdag blev Otto Mogensen, Skovby ramt af den første blodprop i hjernen. Tre dage senere kom den anden. 
Den 7. marts 2011 vågnede Otto i den ferielejlighed, han havde lejet i København i anledning af sin fødselsdag. Alt tegnede til at blive en god dag. Efter morgenens toiletbesøg ville han vaske sine hænder, men så faldt Otto om på gulvet. 
Nu, to og et halvt år efter, byder Otto velkommen til rækkehuset i Skovby, hvor han bor med sin kone, Jenny. Ved køkkenbordet sidder han i sin kørestol og drikker en kop kaffe, mens han fortæller om det intensive forløb med genoptræning, han siden har været igennem.
Dengang arbejdede han som vicevært på Aarhus Rutebilstation, og selv om han for længst havde overskredet den normale pensionsalder, var der ingen planer om at stoppe. For det var stadig rart at stå op om morgenen for at passe det job, som han havde gjort det de seneste 15 år.
Efter sit fald i ferielejligheden blev Otto indlagt på Bispebjerg Hospital, hvor man kunne konstatere, at der var tale om en blodprop i hjernen, også kaldet apopleksi. 
Allerede efter to dages indlæggelse kunne han udskrives og tage hjem til Skovby. Helt uden mén. Men torsdag ramte den næste blodprop. Otto var alene hjemme, og han var ikke i tvivl om, at noget var helt galt.
Læs hele artiklen i Galten Folkeblad 7. januar 2014 via e-paper-linket i venstre side