Fokus på mindre madspild og plastik-emballage sikrede Jeksen Grønthandel nystiftet klimapris.
Knap 400 mennesker var fredag med til at kåre Jeksen Grønthandel v/David Szöke som vinder af Skanderborg Kommunes nye klimapris, Grøn Skanderborg Prisen. Det skete ved afstemning blandt tre nominerede til den stort anlagte Klimafest på Fælleden.
Det var en glad David Szöke, der til stort bifald gik på scenen for at modtage prisen, som blev overrakt af formand for kommunens klimaudvalg og medlem af Det Grønne Panel, Claus Leick. Med prisen følger en vandrepokal fremstillet af genbrugsmaterialer fra Værdicentralen i Skanderborg.
Jeksen Grønthandel vandt Grøn Skanderborg Prisen 2022 for at gøre det let for forbrugeren at købe lokalproduceret frugt og grønt af høj kvalitet med fokus på madspild og mindst muligt emballage.
Jeksen Grønthandel samarbejder med lokale producenter og leverer varerne med elbil til blandt andre private forbrugere, børnehaver og torvemarkedet i Ry. Det er første gang, Skanderborg Kommune uddeler Grøn Skanderborg Prisen. Prisen gives til en enkeltperson, forening, virksomhed, vej eller et byggeri, der har gjort noget særligt for at nedbringe CO2 og ressourceforbrug på en måde, som kan inspirere andre.
Ved Klimafesten uddeltes også nystiftet Klimakollegapris, målrettet en eller flere ansatte i Skanderborg Kommune, som arbejder med grøn omstilling i hverdagen. Prisen gik til dagplejer Charlotte Ingemann Jensen fra Stilling.