Jul med et genbrugstwist

Image
Jul med et genbrugstwist
Renosyd inviterer til GenbrugsJuleMarked på hovedkontoret i Skanderborg. Den 19. november forvandler lokale kunstnere genbrugsmaterialer til flotte julegaver.
Se hvordan gamle vinduer bliver til flotte lyshuse, gamle ure og anden elektronik kan forvandles til smykker, og prøv selv at flette i genbrugspapir.
Alt det og meget mere kan opleves den 19. november. Da holder Renosyd GenbrugsJuleMarked på selskabets adresse på Norgesvej i Skanderborg. Fra klokken 10 til 16 er der dømt julehygge, og alle er velkomne.
Mød lokale kunstnere
Renosyd har inviteret glaskunstneren Lene Skau til at komme og vise sine lyshuse skabt af gamle vinduer. Smykkedesigner Hedvig Berting præsenterer sine smykker fremstillet af gammelt elektronik, og mangler man lige nogle accessories til at afrunde sit smarte dress, kan man lære selv at flette  en ny taske af det fineste genbrugspapir fra Renosyds papirindsamling eller hækle en taske af dåseclips.
- Julemarkedet sætter fokus på, at affald ikke bare er affald, men ressourcer, der kan blive til nye ting. Her kan vi oven i købet gøre det med en sjov kant. Måske er det også en øjenåbner midt i juleræset, hvor vi producerer så meget affald, at det kan finde nyt liv på nye måder, siger direktør Annemette Fuglsang, Renosyd.
På GenbrugsJuleMarkedet serverer Renosyd gløgg og æbleskiver, og børnene kan pynte juletræ med julepynt, som de selv kan fremstille af genbrugsmaterialer. 
Man kan også finde idéer til bæredygtige julegaver f.eks. sportsskoen, der er lavet af plastflasker, tæppet der er fremstillet af cykelslanger og havemøbler af genbrugsplast. 
Den syngende skraldespand Teddy er til stede iklædt julegevandter, og endelig kan gæsterne prøve affaldsfølekasser og gætte det affald, der gemmer sig i dem. Man kan også gætte antallet af dåser, der er brugt til en indgangsportal af affald, og gætter man rigtigt, er man med i lodtrækningen om et lyshus.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block