Onsdag d. 13. oktober kl. 12.30 står Nina Hougs og Martin Bager fra Kiropraktisk Klinik Galten klar i Bio Husets mødelokale at give forældre til småbørn vejledning.
De to kiropraktorer har specialiseret sig i behandling af spædbørn, gravide og eftergraviditet.
Efter en kort præsentation er der tale om et åbent spørgeforum.
Til arrangementet tilbyder de gratis rådgivning om alt lige fra babymotorik, vikleteknikker, amning til genoptræning i barselsperioden. Begge kiropraktorer vil være til rådighed indtil kl. 13.20.
Nina Hougs og Martin Bager, behandler til hverdag babyer, børn og forældre, og har derfor et godt fundament for at kunne besvare relevante spørgsmål. Mor glemmes heller ikke, da der vil være mulighed for at få råd til, hvordan mødrene med få tiltag, kan opnå en bedre ryg efter graviditet, fødsel og barselstiden. Kiropraktorerne vil også kunne tilbyde tjek af eventuel Rectus Diastase (delte mavemuskler).
Stort kendskab til børnebehandling
Både Nina Hougs og Martin Bager har mange års erfaring i børnebehandlinger og rygkomplikationer i før- og efterfødsels-perioden. Begge er forældre og er klar over hvad en småbørnsfamilie kræver af kroppen.
»Om man har ét eller flere børn, vil man hurtigt kunne støde ind i nogle situationer, hvor man undres over, hvorvidt det er sundt eller usundt for sit barn. Hvad end det så er skævt kranie, babymotorik, spændinger i rygsøjlen, spisning/amning eller noget helt andet, så kræver det tit hjælp udefra for at få rådgivning til disse,« lyder det fra kiropraktorerne.
»Til dette arrangement vil vi blandt andet afsløre, hvorfor en god amning/spisestilling hænger sammen med motorisk udvikling. Selv om det kan handle meget om babyen, vil vi også have stort fokus på, om forældrene går og skranter med spændinger i kroppen eller skader fra graviditetsperioden samt tiden på barslen.«