Kørestolsrugby-spiller fra Harlev er klar til De Paralympiske Lege i Tokyo

Image
Danmarks hold i kørestolsrugby til De Paralympiske Lege i Tokyo. Jesper Ring Krüger fra Harlev ses yderst til venstre i mellemste række. Fotos: Lars Møller og Bestseller for DIF og Team Danmark.

For første gang nogensinde deltager Danmark i kørestolsrugby ved PL i Tokyo. Blandt de udtagne 12 danske spillere er Jesper Ring Krüger fra Harlev.

De Olympiske Lege i Tokyo sluttede søndag, men fra uge 34 går det igen løs i Tokyo, når De Paralympiske Lege bliver skudt i gang og også denne gang har Danmark flere atleter med i discipliner som f.eks. taekwondo, bordtennis, kørestolsrugby, svømning og atletik.

Her fra lokalområdet deltager 32-årige Jesper Ring Krüger fra Harlev på Danmarks hold i kørestolsrugby.

Jesper er rygmarvsskadet som følge af to brud på nakken ved en bilulykke i 2007. Jespers handicap er kategoriseret til klasse 1,0.

Hver spiller er klassificeret fra 0,5 for spillere med størst funktionsnedsættelse, til 3,5 for spillere med mindst funktionsfunktionsnedsættelse. De fire spillere, som et hold har på banen ad gangen, må højst have en samlet klassifikationsscore på 8.

Kørestolsrugby er et holdspil, der spilles på en bane på størrelse med en basketballbane, og med en bold svarende til en volleyball. I kørestolsrugby deltager atleter med fysiske handicap, der har funktionsnedsættelse i både arme og ben. Målet er at score mål ved at krydse modstandersholdets mållinje, mens man er er i besiddelse af bolden. Bolden kan blive kastet, slået, rullet, driblet eller båret i alle retninger. Holdet med flest scorede mål ved kampens afslutning vinder.

Kvinder og mænd spiller på hold med hinanden. Kvindelige spillere kompenseres, således at holdets samlede tilladte score hæves med et halv point for hver kvindelig spiller der er på banen.

På det danske hold er Jesper Ring Krügers holdkammerat fra Aarhus Burnouts, Sofie Sejer Skoubo, Åbyhøj ene kvinde sammen med 11 mænd.

Har semifinale som målsætning

Når Danmark kører på banen i Tokyo, er holdet en af de mindste nationer blandt de otte hold, der har kvalificeret sig til PL. Med en pulje, der tæller de forsvarende PL-mestre Australien, verdensmestrene Japan og Frankrig.

»Alle hold er svære at spille imod, men vi kan godt overraske. Og så er det fedt, vi skal spille mod Japan, når de er på hjemmebane. Vores ambitioner er at gå efter en semifinaleplads, og så må vi se, hvad der sker derefter. Men det kræver minimum to sejre i gruppespillet, og det bliver helt sikkert udfordrende,« fortæller en af spillerne Sebastian Frederiksen.

Også holdets amerikanske landstræner, Jason Regier, tror på, at Danmark med sin stærke trup, kan markere sig blandt de store nationer:

»Hvis vi kan være fokuserede og få ting til at gå vores vej, så har vi mulighed for at vinde en medalje. Vi har en fantastisk mulighed. Vi er ikke bare med for at få en tur til Tokyo,« fortæller landstræner, der selv har deltaget ved PL tre gange på det amerikanske landshold i kørestolsrugby.

»En realistisk målsætning«

Jesper Krüger deler landstrænerens optimisme med hensyn til et godt dansk resultat.

»Jeg synes at en semifinale er en realistisk målsætning. Alle hold står i en lidt speciel situation, da ingen har haft mulighed for at se hvordan de andre træner eller spiller, men jeg synes, vi har haft en fin optakt. Vi har været så heldige at vi rent faktisk har kunnet træne i Danmark, så vi har gode forudsætninger for at gå ud at præstere godt,« siger Jesper Krüger.

Hans rolle på holdet er primært at være forsvars- og blokeringsspiller.

»Min opgave er at være i vejen for modstanderne, så min målscorer kommer så nemt op ad banen som muligt,« forklarer Jesper.

Danmark kvalificerede sig til PL via de sølvmedaljer holdet scorede ved EM i 2019. Ifølge Jesper er holdet en god, fasttømret enhed, som har spillet i den nuværende konstellation i fire-fem år.

»Vi har en god blanding af erfarne spillere og nye sultne spillere,« siger Jesper.

Selv hører han til den erfarne del. Han har været en del af landstruppen siden 2013, og nu venter altså den første PL-deltagelse.

»Det bliver en kæmpe oplevelse, selv om det bliver lidt anderledes på grund af Covid-19. Jeg forventer, at der bliver et godt sammenhold med den øvrige danske delegation. Vi er jo vant til bare at være af sted som et hold, men nu kan vi både heppe lidt på de andre danske udøvere og få motivation fra samme. Og så forventer jeg et højt spillemæssigt niveau,« siger Jesper Krüger.

Håber på langt ophold

Han rejser den 18. august. Hvor langt det danske eventyr bliver for de danske kørestolsrugbyspillere bliver afhænger selvsagt af resultaterne.

Der spilles indledningsvis i to puljer af fire hold. Danmark skal således spille tre puljekampe og herefter forhåbentlig placeringskampe om medaljer.

»Der er strenge restriktioner i Japan, som man skal forlade senest 48 timer efter man er færdig, men jeg håber selvfølgelig, at vi skal have nogle af de sjove kampe med,« slutter Jesper.

Forberedelserne til de Paralympiske Lege kan følges på www.paralympiskelege.dk samt Facebook (Danmark til PL). Det officielle danske OL og PL-hashtag er #allfordenmark

De Paralympiske Lege Tokyo 2020 kan følges på DRTV, DR1 og DR2 fra 24. august til 5. september.

Læs Galten Folkeblad 11. august 2021

Del på
PF Biler

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block