Man kan opleve både Bugattier og Ellerter til årets store køretøjstræf på Wedelslund den 5. juni.
Grundlovsdag danner Wedelslund for 10. gang rammen om et stort træf for historiske køretøjer med oplevelser for hele familien.
Udover standardbiler med en alder over 25 år og en række "youngtimers" bliver der også lejlighed til at se en stribe Bugattier og den danske Ellert. Træf- og Køretøjsdagen byder nemlig på en udstilling af elbilernes udvikling, som jo startede for mere end 110 år siden, og først for alvor har bidt sig fast i dag.
»Vi vil udover den gamle Detroit også møde Ellerter, Kewet og andre danske elbiler,« lyder det fra arrangørerne.
»Bugatti er altid fascinerende og vi forventer en stribe af disse herligheder foran hovedbygningen.«
Træffet er Danmarks største havefest af sin art, og tilmeldingerne er strømmet ind, både fra enkeltpersoner, og klubber der gerne vil holde samlet. Blandt andet har Jaguarklubben, Mazda MX5 og Ford Classic Club meldt deres ankomst med klubstande.
Stumpemarked og veteranfly
Der bliver endvidere en afdeling med militærkøretøjer, motorcykler, knallerter samt noget nyt et godt gammeldags stumpemarked, hvor alle private sælger deres overskydende dele med mere. Der er endvidere anlagt en landingsbane for veteranfly.
Der er som altid bestilt godt vejr, god musik, traktorblues og madboder.
I år har man udvidet kapaciteten til 4.000 personer. Billetter skal købes hos veteranposten.dk