I forbindelse med Klimafesten 1. april hylder Skanderborg Kommune lokale klima-ildsjæle med to nye priser. Trofæerne er lavet af aflagte dimser fra genbrugspladsen.
Værdicentralen i Skanderborg modtager hvert år tonsvis af ting og materialer til genbrug. Her er sofaer og standerlamper i fin stand, sjippetove, klinker fra badeværelset og alt muligt andet aflagt genbrugsguld, som i en lind strøm får nyt liv hos nye ejere.
Nu har noget af det aflagte fra Værdicentralens bugnende hylder fået en helt særlig, ny funktion. Særligt udvalgte stumper og stykker er nemlig blevet til to funklende pokaler, som Skanderborg Kommune skal uddele for første gang nogensinde til den stort anlagte Klimafest på Fælleden 1. april.
Unikt og upcyclet
Det er Værdicentralens daglige leder, Jeppe Vestergaard, og kreative medarbejder Charlotte ”Lotte” Hjortshøj Johansen, der på kommunens bestilling er gået i gang med at udforme de to unikke og upcyklede trofæer.
»Vi besluttede ret hurtigt, at de skal ligne rigtige pokaler, men at de skal være lavet af ting og sager fra Værdicentralen,« forklarer Jeppe Vestergaard.
»Den her har for eksempel været en lampefod, et kuvert-askebæger, en krystalskål og et stykke af Jeppes bordplade,« siger Lotte Hjortshøj, mens hun fremviser den ene af de to pokaler.
Hylder klimaildsjæle
Begge pokaler skal til Klimafesten overrækkes til lokale klimahelte, der har gjort noget særligt for at nedbringe CO2-aftryk og spare på ressourcerne. Den ene som ”Klimakollegaprisen”, der går til en eller flere ansatte i kommunen, og den anden som ”Grøn Skanderborg Prisen”, hvor vinderen findes blandt tre kandidater ved afstemning til festen.
»Vi mangler lige det sidste, noget finpudsning her og der og nogle skævheder, der lige skal rettes op,« siger Jeppe Vestergaard.
»Men de skal nok blive klar til den 1. april, og vi er rigtig spændte på, hvem der bliver de heldige modtagere af vores pokaler, slutter Lotte Hjortshøj.
Begge klimapriser er nystiftede og uddeles for første gang i forbindelse med gratisarrangementet Klimafest på Fælleden 1. april.
Tilmelding via www.skanderborg.dk/klimafest.