Låsby Kros ejer, Peter Have drømmer om at etablere sig med et bed and breakfast-sted i Italien og har udbudt kroen til salg.
»Jeg har været her i 10 år, og det var hvad jeg sagde, at jeg ville, da jeg kom hertil.«
Låsby Kros ejer Peter Have har ganske snart indfriet det løfte han tilkendegav overfor omgivelserne, da han 1. august 2014 tiltrådte på Låsby Kro, hvorefter han i 2016 overtog det fulde ejerskab.
Nu har han annonceret kroen til salg for en pris på 7,495 mio. kr. Fremtidsplanerne går i stedet i retning af at etablere en "bed and breakfast"-forretning i Umbrien i Italien.
»Gennem de 10 år jeg har været her, har jeg brugt kræfter på at renovere kroen, så den nu står helt skarpt i forhold til den grønne omstilling og alt mulig andet,« siger Peter Have, der fyldte 60 år i september.
Der er ingen panik med hensyn til at få solgt kroen, men der har allerede været vist interesse fra flere sider.
»Der kan gå to måneder og der kan gå to år. Det ved ingen, men salgsprisen er sat skarpt med henblik på at det kan gå hurtigt. Kroen har potentiale til mere end den pris,« siger Peter Have.
Italien trækker
Flere ting trækker i kromanden for at realisere drømmen om at flytte til Italien.
»Jeg vil gerne have et lille sted som jeg kan drive, når jeg skal på pension. Et sted hvor det er varmt. Når det er koldt i Danmark så værker kroppen. Samtidig har man i Italien en vanvittigt god tilgang til mad. Det bliver man forelsket i. Desuden er jeg jo sommelier og Italien er også et fantastisk vinland, så der er mange ting som trækker i den retning,« siger Peter.
Han påpeger, at der fra Umbrien blot er en times kørsel til Rom og derfra et par timers flytid til Danmark, som han ikke agter at vende ryggen.
»Det er ikke sådan at jeg vil parkere mig selv i Italien for altid. Jeg vil stadig være i Danmark i den lune årstid,« siger Peter Have.
Han har i øvrigt allerede været i Umbrien for at se på et sted og var tæt på at byde ind på det.
»Men det var alligevel ikke helt det, jeg gerne ville have,« konstaterer han, der jo også har sit folketingsvirke for Moderaterne at prioritere.
»10 fantastiske år«
Således er planerne om at rykke til Italien stadig på et indledende stadie. Og han kommer helt sikkert ikke til at smække med døren i forhold til Låsby, hvor han med egne ord har haft "10 fantastiske år".
»Jeg har altid været glad for at være her, og synes også, at byen har taget godt imod mig. Borgerne har været gode til at hjælpe, specielt i corona-tiden, hvor mange kom for at købe mad ud af huset. Vi har også sponsoreret Låsby Sommerfest, og det er klart, at jeg vil tale med en ny ejer af kroen om, at det vil være en god idé at fortsætte med det,« siger Peter Have.