Lobijane-malergruppen afholder forårsudstilling

Image
Først var der café, siden covid-testcenter – og nu er foreningslokalet i Galten Hallen et ugentligt mødested for Lobijane-malergruppen, som indbyder til forårsudstilling i weekenden 30. april-1. maj.

Lørdag den 30. april og søndag d. 1. maj kan man i Galten Hallens foreningslokale møde malergruppen Lobijane.

Farver og godt humør er der nok af når malergruppen Lobijane-pigerne mødes en gang ugentligt i det tidligere cafe-lokale i Galten Hallen.

Maling og samvær er i højsædet for gruppen, der tæller ni voksne kvinder: Anne Lis Jørgensen, Sonja Frøstrup, Jytte Andersen, Lillan Berggren, Jytte Kruse, Gerda Laursen, Kirsten Larsen, Gerd Vincentsen Hansen og Annie Udengaard.

Lobijane-gruppen blev stiftet i 1998, men før den tid blev der også malet i Gyvelhøjskolens formningslokale om aftenen.

»I 2007 var vi så heldige, at vi kunne mødes i dagtimerne på Porskjær. I den forbindelse havde vi også fået mulighed for hvert andet år at arrangere en forårsudstilling i stuerne på gården. Disse events har været yderst velbesøgt til stor fornøjelse og glæde hos os malere,« fortæller en af de maleglade kvinder Annie Udengaard.

Tvungen flytning fra Porskjær

En udstilling i 2020 var også planlagt, men det satte coronaen en stopper for.

Desuden lukkede også Porskjær for al fritidsaktivitet, idet huset blev overtaget af børnehaven til stor skuffelse for fritidsbrugerne.

»Da Danmark åbnede en kort stund, fik vi tilbudt et klasselokale på Gyvelhøjskolen, hvilket vi takkede ja til, men vi vidste godt at dette var en nødløsning. Efter endnu en nedlukning fik vi tilbudt et lokale på Skovby Mosegaard i det gamle stuehus. Pladsen der var for trang og beliggenheden krævede at vi var kørende,« forklarer Annie baggrunden for at det er blevet til endnu en flytning af kunstnergruppens ugentlige møder.

»Efter testcenteret lukkede i Galten Hallen, har vi indtaget den forhenværende cafe, hvilket vi er meget glade for. Her ser vi så muligheden for at lave vores manglende udstilling, godt nok under andre former, men vores malerier vil være i centrum.«

Således finder årets udstilling af nogle af Lobijane-malernes værker sted lørdag den 30. april kl. 10-17 og søndag d. 1. maj kl. 10-16.

»Vi håber at byens borgere husker os og støtter op. Alle er velkomne, der er fri entre og der vil blive budt på et glas, som kan nydes mens vores malerier kan iagttages. Vi glæder os til at hilse på vores faste besøgende og håber også at mange nye der vil finde vej til Galten Hallen. Vi glæder os til at vise hvad vi har malet,« lyder det fra gruppen.

Læs Galten Folkeblad 20. april 2022

Del på
PF Biler

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block