Fire foreninger i Galten og omegn har i maj til sammen modtaget 180.000 kr. i støtte fra Nordea-fondens fokusområde ’Liv i det lokale’, som 11 måneder om året støtter projekter.
Projektforum Galten-Skovby har fået 100.000 kr. i støtte til etablering af et mountainbikespor, der vil bidrage til at skabe mere aktivitet i Klankskoven.
Galten forenede Sportsklubber har fået 15.000 kr. i støtte til at kunne afholde dette års ’Byfestløbet’ d. 18. maj 2023 med bl.a. Familiefræs på programmet – et løb for hele familien.
Midtjysk Trial Sport har fået 25.000 kr. til etablering af solceller, så de kan oplade deres ny indkøbte eldrevne motorcrossere. Midtjysk Trial Sport i Låsby er nu et skridt tættere på, at nå deres mål om, at blive den første grønne motorsportsklub.
Røgen forsamlingshus har fået 40.000 kr. i støtte til etablering af en varmepumpe, til glæde for de mange brugere der mødes til fællesspisning, aktiviteter, koncerter mm.
50 mio. kr. til fællesskaber
Foreningerne i Galten og omegn har til sammen modtaget 180.000 kr. i støtte fra Nordea-fonden, der med fokusområdet Liv i det lokale hvert år uddeler 50 mio. kr. til lokalt forankrede projekter i alle egne af Danmark.
»Nordea-fonden støtter gode liv, og for os er fællesskaber nøglen til gode liv. Fællesskaber finder vi især i foreningslivet, og derfor er vi glade for at kunne støtte projekterne,« siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden, der støtter gode liv.
Alle foreninger kan søge fonden om støtte. Det typiske uddelingsbeløb er på 10.000-40.000 kr., der f.eks. kan gå til aktiviteter i foreninger, lokale events eller udstyr til klubben.
Nordea-Fonden har desuden af og til en særlig pulje til specifikke formål. Der er lige nu ’Kulturhuspuljen’ hvor der er afsat 25. mio. til kultur- og aktivitetshuse. Her kan man søge mellem 200.000 kr. og op til 1 mio kr., men vær hurtig for der er ansøgningsfrist d. 31. maj.