Magnus Stokholm Skov, der går i 6. klasse på Den Fri Hestehaveskole har taget det første skridt til at blive international kendt kunstner ved at vinde en lokal tegnekonkurrence arrangeret af Lions Club Galten-Skovby.
Magnus’ plakat er et af mere end 375.000 bidrag fra unge i hele verden i Lions 34. internationale plakatkonkurrence for fred.
Lions arrangerer konkurrencen for at fremhæve den vigtige rolle som fred spiller for ungdommen rundt om i verden.
Afsløringen af vinderplakaten fandt sted i Bio Huset den 1. november ved en fernisering, hvor Magnus fik overrakt diplom og præmie, ligesom den deltagende 6. kl. fik overrakt 1.000 kr. til klassekassen, som påskønnelse for at deltage i konkurrencen.
»Jeg kunne ønske mig en verden, hvor der ikke er krig og vi alle kunne leve i fred med hinanden, uanset nationalitet, religion og hudfarve,« siger den 12-årige vinder fra Herskind.
»Jeg synes det har været en sjov udfordring at deltage i konkurrencen – at prøve noget nyt.«
Går videre i distriktskonkurrence
Plakaten blev kåret som vinder, blandt 14 deltagere, af en jury med bl.a. to professionelle kunstnere, Mette Mailund Strong og Lene Fogtmann, for dens originalitet, kunstneriske værdi og tolkning af temaet ”Peace – we are all connected”.
Projektansvarlig fra Lions i Galten-Skovby, Søren Lynggaard er imponeret over den kreativitet som de unge mennesker viser:
»Det er tydeligt at de anser fred for meget vigtig. Vi er i Lions glade for at kunne give dem denne mulighed for at dele deres visioner med andre. Magnus’ plakat går nu videre til konkurrencen i vores distrikt, hvor den konkurrerer med vindere af plakatkonkurrencen arrangeret af andre østjyske Lions Clubs«.
Magnus' plakat kommer i hård konkurrence i distriktet og på landsplan og ikke mindst i den internationale konkurrence om førsteprisen, der internationalt består af 5000 US$ samt en rejse for vinderen og to familiemedlemmer til prisuddelingen som finder sted i FN-bygningen i New York.
Plakaterne fra den lokale gren af plakatkonkurrencen er udstillet i Bio Huset i Galten, hvor de kan ses i åbningstiden den næste måned.