Mangel på bestyrelsesmedlemmer truer Galten Revyens eksistens

Image
Corona-nedlukningerne forhindrede Galten Revyer i både 2020 og 2021, men det ville være ærgerligt, hvis mangel på bestyrelsesmedlemmer skulle være anledningen, der satte en stopper for revyen i år. Ikke mindst fordi den seneste revy fra holdet var blandt de absolut bedste gennem årene. I nummeret 'Det grå guld' luftede Gertrud her sine planer om at etablere Gertruds skole for dannelse. Sædvanen tro kastede de to tilbagevendende figurer fra mange Galten-revyer, Gertrud og Erna, om sig med stikpiller til både hinanden og til omgivelserne.

Galten Revy- & Morskabsteater afholder ekstraordinær generalforsamling, da man til den ordinære generalforsamling d. 7. marts 2022 ikke kunne stille en bestyrelse.

Galten Revy- og Morskabsteaters bestyrelse består af fem personer. Bestyrelsen vælges på den årlige generalforsamling, og opstod et problem for foreningen, da kun to ønskede at opstille til bestyrelsen.

»Vi står i en situation, hvor kun to ønsker at fortsætte i bestyrelsen og derved mangler vi at besætte tre poster. Desværre kunne vi ikke finde interesserede kandidater blandt de fremmødte ved vores nyligt afholdte generalforsamling, hvilket gør, at vi ser os nødsaget til at afholde en ekstraordinær generalforsamling med henblik på at få flere med i bestyrelsen såfremt revyen skal overleve,« siger formand Anne Sofie H. Wagner.

»Vi er en forening, som kræver en solid bestyrelse til at lede og fordele ansvaret og arbejdet omkring Galten Revyen. Kan vi ikke danne en bestyrelse til den ekstraordinære generalforsamling så må vi desværre lukke foreningen.«

Foreningens historie

Tilbage i 1998 afholdte FOGO (Frit Oplysningsforbund Galten & Omegn) et revykursus, som resulterede i ”GALTEN REVY '98 – Galten der gak” med Pia Voxtorp som instruktør.

I 2001 besluttede FOGO at koncentrere deres kursusudbud om andre aktiviteter og derfor besluttede revyens skuespillere at skabe deres egen forening for at fortsætte den nyskabte revytradition.

Her fik Galten Revy- og Morskabsteater sin start med revyen ”Hjemmebagt”.

I startnummeret lød det ”... en ny forening har set dagens lys og den er fin – nu vil vi vær’ til alvor og til grin ... I skal vide, vi har knoklet svedt og grinet for at revyen ska’ bli’ sjov, så er det sagt – ingredienserne er også blev’t forfinet, så man kan faktisk sige, at den er hjemmebagt!”

I 2002 kom Linda Fallentin til revyen, som gruppens nye instruktør og hun har med fast og sikker hånd guidet revyens skuespillere, både de som har været med enkelte gange såvel dem som har været med næsten alle år, frem mod fine forestillinger.

Det er indtil videre blevet til 18 revyer med Linda ved roret. Revyer med en bred spændvidde i temaer fra det meget lokale, det rent humoristiske og det internationale.

Foreningen blev ikke kun stiftet med henblik på at lave revy. Tanken var, at man også kunne lave teaterforestillinger i løbet af året, men det er kun blevet til en enkelt. I 2005 opførtes familieforestillingen ”Den grimme ælling” i andledning af 200-året for H. C. Andersens fødsel. Mens alle revyerne er blevet opført på Høver Kro, kunne man se ”Den grimme ælling” i Bio Huset.

Håber på nyt blod til bestyrelsen

Bestyrelsen har ofte bestået af revygruppens udøvende skuespillere, men det er en stor opgave både at løfte bestyrelsesarbejdet og samtidig give den fuld gas på scenen. Derfor håber hele holdet bag revyen, at der blandt Galtenborgere kunne findes nogle der vil træde ind i bestyrelsen til den ekstraordinære generalforsamling, så der fortsat kan være revy i Galten.

Kunne du tænke dig at træde ind i bestyrelsesarbejdet skal du møde op til den ekstraordinære generalforsamling mandag d. 4. april kl. 19.00 i C-bygningens aula på Gyvelhøjskolen.

Hvis du vil vide mere om, hvad det vil sige at sidde i bestyrelsen, kan du skrive til formanden Anne Sofie H. Wagner på awagner164@gmail.com

Læs Galten Folkeblad 23. marts 2022

Del på
Kate

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block