Image
Martin og Tobias har slået lejr for natten nær det brændende gaskrater i Darweza, Turkmenistan. Krateret efter en gammel mine, hvorfra gassen har brændt uafbrudt i mere end 40 år, benævnes som 'Gate to hell'.
»Krateret blev skabt af en eksplosion og har brændt lige siden. Det var fascinerende at kunne stå helt ude ved kanten og mærke varmen stige op. Hvis man skulle lave en top fem over de mest fascinerende ting vi oplevede på turen, så må dette være etteren,« siger Martin Rasmussen.
»Krateret blev skabt af en eksplosion og har brændt lige siden. Det var fascinerende at kunne stå helt ude ved kanten og mærke varmen stige op. Hvis man skulle lave en top fem over de mest fascinerende ting vi oplevede på turen, så må dette være etteren,« siger Martin Rasmussen.
Martin Rasmussen fra Galten fortsætter her sidste uges beretning om oplevelserne undervejs på sin og vennen Tobias' vilde "sommerudflugt" fra Galten til Kirgisistan i en gammel Lada.
Del 2 af 2
I deres 25 år gamle Lada Samara har de to unge eventyrere, Martin Rasmussen og Tobias Normann lagt Iran bag sig.
Efter at have stået skoleret hos en iransk politiboss ventede nu nye oplevelser for danskerne i nye lande. Først Turkmenistan og dernæst Kazakhstan.
Samtidig skulle de to bilturister også komme til at stifte bekendtskab med begreber som korruption og bestikkelse.
»Da vi kom til grænsen var vagterne meget strikse med papirarbejdet. Vi skulle forklare, hvor vi skulle hen, selv om det stod på visummet, og så blev det på et kort tegnet med en tyk streg, at vi måtte køre den vej og ingen andre steder hen,« fortæller Martin Rasmussen.
»Ved grænsen blev vi samtidig overraskede over, at vi skulle betale 120 dollars, som vi ikke anede noget om. Vi havde ingen dollars overhovedet, men vi var heldige at møde to østrigere. De lånte os pengene, og så kørte vi sammen ind til hovedstaden for at betale dem tilbage.«
Brændende hul i jorden
Det med at følge "den tykke streg" på kortet var Martin og Tobias imidlertid ikke helt skarpe til.
»Vi vidste, at der var noget vi gerne ville se på en af de andre veje,« siger Martin med henvisning til, at de på vejen gennem Turkmenistan ville opleve et kæmpemæssigt brændende levn fra Sovjet-tiden.
»Det er et sted kaldet "gate to hell", hvor der er et konstant brændende stort hul i jorden. I sin tid havde russerne udvundet gas, men efter en eksplosion blev der stukket ild til gassen, som her 40 år senere stadig brænder,« fortæller Martin om hullet med en dybde på 30 meter og en diameter på cirka 70 meter. Det opstod i 1971 og geologer antændte hullet for at modvirke spredning af den skadelige methangas.
»Krateret ligger centralt i Turkmenistans ørken. Da vi kørte deropad, dukkede vi hele tiden hovedet af frygt for politiets checkpoints, da de ikke måtte opdage, at vi var kørt bort fra den befalede rute,« siger Martin.
»Vejene derhen var helt vildt hullede, og vi kørte om natten, stødte i huller og skadede bilen helt vildt. Da vi kom til, hvor vi mente det var, holdt vi ind til siden. Det er ikke noget turiststed og der var ingen skiltning, men på et tidspunkt holdt en mand i en firehjulstrækker ind og spurgte, om vi var her fordi vi skulle se gaskrateret,« fortæller Martin.
»Klokken var måske halv et om natten, og vi ville gerne selv køre derud, men manden forklarede, at man skulle bruge en firehjulstrækker for at klare det, men hvis vi gav ham nogle penge, så ville han køre for os. Vi forhandlede lidt i sandet og det endte med, at vi kørte Ladaen en smule ud i ørkenen og tog vore telte, noget mad og de vigtigste ting over i hans firehjulstrækker. Vi ville overnatte derude og så ville han komme og hente os igen næste morgen. Han kom heldigvis, men var en time forsinket, så vi nåede at komme i tvivl, om han bare havde skrottet os,« siger Martin.
Flere gange på tynd is
De to eventyrere kom tilbage til Ladaen uden problemer, men Martin erkender, at de både ved den og andre lejligheder havde været ude på "tynd is".
Læs hele artiklen i Galten Folkeblad 27. oktober 2015
Del på
Del 2 af 2
I deres 25 år gamle Lada Samara har de to unge eventyrere, Martin Rasmussen og Tobias Normann lagt Iran bag sig.
Efter at have stået skoleret hos en iransk politiboss ventede nu nye oplevelser for danskerne i nye lande. Først Turkmenistan og dernæst Kazakhstan.
Samtidig skulle de to bilturister også komme til at stifte bekendtskab med begreber som korruption og bestikkelse.
»Da vi kom til grænsen var vagterne meget strikse med papirarbejdet. Vi skulle forklare, hvor vi skulle hen, selv om det stod på visummet, og så blev det på et kort tegnet med en tyk streg, at vi måtte køre den vej og ingen andre steder hen,« fortæller Martin Rasmussen.
»Ved grænsen blev vi samtidig overraskede over, at vi skulle betale 120 dollars, som vi ikke anede noget om. Vi havde ingen dollars overhovedet, men vi var heldige at møde to østrigere. De lånte os pengene, og så kørte vi sammen ind til hovedstaden for at betale dem tilbage.«
Brændende hul i jorden
Det med at følge "den tykke streg" på kortet var Martin og Tobias imidlertid ikke helt skarpe til.
»Vi vidste, at der var noget vi gerne ville se på en af de andre veje,« siger Martin med henvisning til, at de på vejen gennem Turkmenistan ville opleve et kæmpemæssigt brændende levn fra Sovjet-tiden.
»Det er et sted kaldet "gate to hell", hvor der er et konstant brændende stort hul i jorden. I sin tid havde russerne udvundet gas, men efter en eksplosion blev der stukket ild til gassen, som her 40 år senere stadig brænder,« fortæller Martin om hullet med en dybde på 30 meter og en diameter på cirka 70 meter. Det opstod i 1971 og geologer antændte hullet for at modvirke spredning af den skadelige methangas.
»Krateret ligger centralt i Turkmenistans ørken. Da vi kørte deropad, dukkede vi hele tiden hovedet af frygt for politiets checkpoints, da de ikke måtte opdage, at vi var kørt bort fra den befalede rute,« siger Martin.
»Vejene derhen var helt vildt hullede, og vi kørte om natten, stødte i huller og skadede bilen helt vildt. Da vi kom til, hvor vi mente det var, holdt vi ind til siden. Det er ikke noget turiststed og der var ingen skiltning, men på et tidspunkt holdt en mand i en firehjulstrækker ind og spurgte, om vi var her fordi vi skulle se gaskrateret,« fortæller Martin.
»Klokken var måske halv et om natten, og vi ville gerne selv køre derud, men manden forklarede, at man skulle bruge en firehjulstrækker for at klare det, men hvis vi gav ham nogle penge, så ville han køre for os. Vi forhandlede lidt i sandet og det endte med, at vi kørte Ladaen en smule ud i ørkenen og tog vore telte, noget mad og de vigtigste ting over i hans firehjulstrækker. Vi ville overnatte derude og så ville han komme og hente os igen næste morgen. Han kom heldigvis, men var en time forsinket, så vi nåede at komme i tvivl, om han bare havde skrottet os,« siger Martin.
Flere gange på tynd is
De to eventyrere kom tilbage til Ladaen uden problemer, men Martin erkender, at de både ved den og andre lejligheder havde været ude på "tynd is".
Læs hele artiklen i Galten Folkeblad 27. oktober 2015
