Martins vilde sommerferietur

Image
Martins vilde sommerferietur
Den iranske olditidsby Yazd bryster sig af at have verdens ældste hotel. »Nogle af bygningerne er 4000 år gamle. Der bor stadig mennesker i byen, som var rigtig fascinerende at se,« siger Martin Rasmussen.
Sammen med en gymnasiekammerat begav Martin Rasmussen fra Galten sig i juli og august ud på en i mange henseender vanvittig biltur med kurs mod Kirgisistan. Det skete i en 25 år gammel Lada Samara årgang 1990. Spænd sikkerhedsselen og tag med ud at køre med de skøre.
Hele turen var inspireret af en rejse den nu 21-årige Martin Rasmussen og hans 22-årige gymnasiekammerat, Tobias Normann var på til Kina i fjor. Her traf de et par englændere, som havde kørt fra England til Mongoliet. 
Det eventyr satte de to frygtløse danskere sig for at gøre efter. Og da Martin Rasmussen er barnebarn til Leo Rasmussen Automobilers grundlægger, der i sin tid importerede Lada-biler i stor målestok, skulle turen foregå i en bedaget Lada Samara fra 1990. På den måde ville det samtidig være økonomisk forsvarligt at efterlade køretøjet ved målet.
I store træk lykkedes missionen, men som forventeligt kom de rejsende ud for nogle "bump" på vejen – udfordringer som ville have taget pusten fra de fleste, men som i ungdommens frygtløshed nærmest negligeres af Martin Rasmussen.
»Det gik rigtig godt. Vi stødte ikke på så mange problemer,« indleder Martin Rasmussen, da vi har sat ham stævne for at høre om turen. 
Ruteændring inden afrejsen
Inden de to eventyrere overhovedet kom af sted, måtte den oprindeligt tænkte rute justeres.
»Vi kunne ikke få et visum til Rusland. På ambassaden i København fik vi besked om, at noget skulle ændres, og det havde vi ikke tid til at vente på. Derfor lagde vi ruten om, idet vi skulle have været igennem Rusland for at komme til Mongoliet,« siger Martin.
I stedet blev den fjerne måldestination ændret til Kirgisistan, der grænser op til Kina.
»I forhold til den oprindelige plan betød det, at da vi kom til Kazakhstan kørte vi mod syd i stedet for nordpå mod Rusland og Mongoliet.«
Valget af slutdestination havde bl.a. sammenhæng med at bilen skulle afhændes.
»Hvis vi skulle af med bilen i Kazakhstan til skrotning eller import ville det blive rigtig dyrt, men vi havde hørt, at man i Kirgisistan ikke havde samme regler. Her kunne man bare skille sig af med bilen, så i stedet kørte vi derned,« forklarer Martin.
Inden de nåede så langt skulle de to Lada-farende igennem en del udfordringer og tilbagelægge cirka 13.500 kilometer.
Læs hele artiklen i Galten Folkeblad 20. oktober 2015
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block