Nedpillede plakater hænges op igen

Mandag formiddag blev valgplakater taget ned 12 steder i Skanderborg Kommune, fordi kommunen vurderede, at de var til fare for trafikken. Men kommunen har erkendt, at det gik lidt for hurtigt, og valgplakaterne kommer derfor op igen.
Det var ud fra økonomi- og indenrigsministeriets regelsæt, som blandt andet fastslår, at valgplakater ikke må være til fare for trafikken, at kommunens vejfolk mandag tog fat på at pille alle plakater ned, som hang i vejkryds og rundkørsler.
»Det skete af hensyn til trafiksikkerheden. Set i bakspejlet skulle vi på forhånd have været bedre til at samarbejde med partierne om at sikre både trafiksikkerhed og synlighed,« siger teknisk chef Luise Pape Rydahl og tilføjer:
»Vi burde også have taget kontakt til partierne, før vi gik i gang med nedtagningen, og vi beklager, at det ikke skete«.
Plakaterne vil derfor blive hængt op igen, men denne gang så de hænger både sikkert og synligt.
Luise Pape Rydahl og kommunaldirektør Lisbeth Binderup havde tirsdag aften møde med partierne, og ville her foreslå, at man mødes igen til februar for at sikre, at der er fælles fodslag om ophængning af valgplakater frem mod EU-valget i foråret 2014.  
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block